Når jeg læser standupkomiker og kønsdebattør Sanne Søndergaards ’Solo. Med mit køn på slæb’, tænker jeg lidt på hende som Pippi Langstrømpe – hvis altså Pippi Langstrømpe ikke var opvokset i Astrid Lindgrens powerfeministiske, individualitetshyldende fiktionsutopia, men i stedet i en mareridtsversion af Ikast i 1980’erne og 1990’erne.
For i Ikast i 1990’erne ville Tommy og Anika ikke være fascinerede over Pippis power og opfindsomhed og smarte måder. Tommy ville i stedet som dagligt ritual slå en hård knytnæve i mobbeoffer Pippis mave, fordi hun var så underlig og helst ikke skulle blive for kålhøgen eller bisse (sådan sagde man i Midtjylland, da jeg var der!). Og Anika og alle de andre Anika’er ville catwalke en stor bue uden om Pippi for ikke at få selvtillidslus eller blive smittet af oprørstrang.
