Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Rune Pedersen (arkiv)
Foto: Rune Pedersen (arkiv)

Personligt. En beretning fra Sanne Søndergaards eget liv.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Kønskritiske Søndergaard er 'Solo' mod Systemet

Projektet er respektindgydende, men 'Solo' er for meget skråsikker bevisførelse.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når jeg læser standupkomiker og kønsdebattør Sanne Søndergaards ’Solo. Med mit køn på slæb’, tænker jeg lidt på hende som Pippi Langstrømpe – hvis altså Pippi Langstrømpe ikke var opvokset i Astrid Lindgrens powerfeministiske, individualitetshyldende fiktionsutopia, men i stedet i en mareridtsversion af Ikast i 1980’erne og 1990’erne.

For i Ikast i 1990’erne ville Tommy og Anika ikke være fascinerede over Pippis power og opfindsomhed og smarte måder. Tommy ville i stedet som dagligt ritual slå en hård knytnæve i mobbeoffer Pippis mave, fordi hun var så underlig og helst ikke skulle blive for kålhøgen eller bisse (sådan sagde man i Midtjylland, da jeg var der!). Og Anika og alle de andre Anika’er ville catwalke en stor bue uden om Pippi for ikke at få selvtillidslus eller blive smittet af oprørstrang.

’SOLO’ handler altså grundlæggende – og grundigt! – om en ung(ish) kvindes erfaringer med at opvokse i et patriarkalsk samfund, som Sanne Søndergaard kalder Systemet. Inden for det system er der i livets små og store, ja, faktisk samtlige aspekter, bestemte undertrykkende mekanismer, der er styret af bestemte forventninger til, hvad en pige (og en kvinde) er og ikke er, hvad en pige må gøre og ikke må gøre.

Jovial tone og semiskøre ordspil

En pige må ikke bide negle, hun må ikke bede om en solorolle i skolemusicalen (så bliver hun kaldt ’SoloSanne’ de næste mange år, og ’solo’ er et fy-ord). Hendes krop må ikke fylde for meget, hverken på lårene eller i armbevægelserne, for så er der kontant afregning, ekskludering, udskamning eller irettesættelse. Og så bliver en pige vred – især hvis hun er særligt disponeret for at hade uretfærdighed, hvilket Sanne Søndergaard er. Men vrede hører sig jo ikke til for en pige. Og så bliver man afrettet. Og så bliver man vred. Og så videre. Det forpulede hamsterhjul er ikke til at slippe ud af igen – uanset hvor målrettet man styrter af sted.

Sanne Søndergaard er som standup-komiker professionelt sjov. Og ’Solo’ er underholdende skrevet i en jovial og anekdotebåret tone. Der er semiskøre ordspil – som når det lykkes Søndergaard »at få kylet min mødom i nakken af en fyr. Altså ikke bogstaveligt talt i nakken ... jeg ved slet ikke, hvordan den stilling ville se ud«. Og der vrænges ad den normative pigetænkning, som Søndergaard møder og aflæser alle steder, og som gør hende så vred – f.eks. i kapiteloverskriften ’Oh, at være et objekt, som ingenting kan’.

Hun vil via en genfortolkning af sit eget vredt, liderligt og ambitiøst levede liv føre bevis for, hvordan alle erfaringer, vi gør os, er lænket til de tyngende kønsforventningerne

Men ’Solo’ er ikke grundlæggende sjov. For mens humor kan styrke et udsagns troværdighed (og menneskelighed) ved at pege på al den kompleksitet og de indre selvmodsigelser, man altid er forfulgt af, og som skal være der, har Sanne Søndergaard en mission, der ikke giver plads til det: Hun vil via en genfortolkning af sit eget vredt, liderligt og ambitiøst levede liv føre bevis for, hvordan alle erfaringer, vi gør os – og med hende selv som særligt markant eksempel – er lænket til de tyngende kønsforventningerne.

Det er et respektindgydende projekt, og det er bogens styrke så konkret og klart at eksemplificere de mange mikroniveauer af undertrykkelse, der findes, hvis man kigger efter og perspektiverer. Men bogens klare begrænsning er, at det føles, som om der bedrives bevisførelse frem for undersøgelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når hun efter en tre siders (karakteristisk nok rigelig langt, men o.k. underholdende) anekdote om ungdomsusikkerhed og bruncreme skal konkludere noget, er der helt typisk dette: »man lider gerne for skønheden, når man vokser op til at tro, at éns værdi som menneske hovedsagelig måles på éns udseende«.

Rebellen kontra alle de andre

Det er måske sandt, men også meget oplagt, og det bliver i længden tungt, at alt ender på dette facit. Søndergaard giver således også samfundets kønsnormer skylden for sin venindes fatale spiseforstyrrelse – hvilket er en uhyre kompleks problemstilling at begrunde sådan. Og når hun som voksen slet ikke kan komme overens med sine studiefæller på Journalisthøjskolen, bliver også dette fortællingen om ikke at få den plads, man har brug for.

En anden genkommende sætning i bogen – en følelse, hun først får som helt lille – er: »Enten er jeg forkert – eller også er jeg rigtig, og så er hele verden forkert«.

Et sted skriver hun om den evige kamp mellem den sagesløse rebel Sanne, der altid møder modstand af Systemets fordummede antagonister:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De fleste mennesker viderefører Systemet, fordi de simpelthen ikke tør trodse det. Fordi de dermed risikerer at komme til at stå helt udenfor (...) Tanken må være noget i stil med: Det er bedre at være sammen med alle andre inde i en varm lort, der ved at kvæle en, end det er at stå udenfor alene og fryse«.

Det er grundlæggende den historie, Søndergaard har skrevet: historien om rebellen kontra alle de andre i lorten. Og med det bliver ’Pippi’ med sin særlige disponering for klarsyn altså et lidt for skråsikkert superindivid, hvis bevisførelse jeg ikke kan få til at passe til den besværlige og komplicerede verden, som alle de flossede individer, jeg kender, er vokset op i.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden