Det er ingen ukendt historie, hverken i spændingsromaner eller virkeligheden: Kvinde forelsker sig hovedløst og nærmest mod sin vilje i psykopatisk mand.
I den moderne forvaltningsvirkelighed har vi tilsyneladende fået en ny, skræmmende variant: Kvinden føder sin psykopatmand et barn, som han derefter med alle midler, og langt hen ad vejen med systemet på sin side, kæmper for at få forældreretten til.
Det er den historie, Susanne Staun fortæller i sin nye roman ’Velkommen til mit mareridt’.
Opbrudt medleven
Det fremgår af pressemeddelelsen og forfatterens takkeliste, at historien er baseret på de observationer, hun har gjort på et krypteret internetsite for voldsramte skilsmisseforældre.
Når vi hører om en mand, der har evner og magt til at bruge social- og sundhedssystemet til at terrorisere sit barns mor og opretholde samkvemsret trods tydelige tegn på overgreb, er det altså desværre ikke ren fiktion. Men det er fortalt i fiktionens form. Og hvordan gør man så det?
Staun har valgt at lade kvinden Maria være jegfortæller i en komposition, hvor en retssal i Tórshavn anno 2015 danner ramme for tilbageblik på historien, fra Maria ni år tidligere møder sin psykopat, Timm, til han har drevet hende til drabslystens rand med falsk psykiatrisk diagnosticering, bestandige sagsanlæg, incestuøse overgreb og alskens chikane, med dele af systemet på sin side.
Det hele fortælles i præsens, og det inviterer til en medleven, som dog brydes, når det tilbageskuende perspektiv ofte markeres: »Først mange år efter får jeg indblik i den løgn«, »men det ved jeg ikke på det tidspunkt«, »senere sagde en psykolog til mig«.
Hvis man havde været ude efter suspense og en egentlig medleven i den bevidsthed, der langsomt sluses ind i psykopatens manipulationer, havde der ikke været den slags information om senere viden indlagt i den ellers præsentiske beretning.
Robust karakter
Maria er fraskilt teologistuderende med to børn, da hun møder Timm, og bliver senere præst, men Timms chikane tvinger hende til ofte at skifte sogn og gør det efterhånden umuligt for hende overhovedet at passe sit arbejde.
Susanne Staun får hende til at fremstå som en ret robust karakter, der trods umenneskeligt pres bliver ved med at kæmpe for sit og sine døtres liv, også selv om det i perioder lykkes Timm at få hende anbragt både på psykiatrisk afdeling og i fængsel.
Spørgsmålet er så, om det lykkes Staun at fremstille sine karakterer overbevisende.
Drivkraften i hendes karakter fremstilles primært som biologien: Det er en slags dyrisk betagelse af Timms krop og duft, der får hende til at hengive sig til en mand, som hun først anser for en nar, siden regelret psykopat, og det er en moderdyrets beskyttertrang, der får hende til at holde fast på sin datter.
Spørgsmålet er så, om det lykkes Staun at fremstille sine karakterer overbevisende. Når der pludselig langt inde i beretningen om Timms psykopatiske adfærd står »Jeg er så forelsket«, virker det mere postulerende end troværdigt.
Når den fælles datters sladren om fars incestuøse overgreb oversættes til babysprog: »Far titteman av« virker det lidt konstrueret. Når samme totalt tilknytningsforstyrrede datter, blot efter to måneders pause fra fars overgreb, beskrives som »normal igen«, virker det ikke realistisk.
Det er en vigtig sag, Staun taler med sin bog, og der er, navnlig i bogens start, en særlig energi i hendes måde at fortælle på, men den litterære indlevelse i en manipuleret bevidsthed nedtones til fordel for en mere debatterende insisteren på at få alle sagsakter med.
