Jeg kendte ærlig talt ikke alverden til iranske Sadeq Hedayat (1903-1951), før jeg fik den her bog i hånden; en samling noveller, der blander persisk folklore med noget mere vestligt. Noget modernistisk a la Kafka og makabert a la Poe.
Og jeg må sige, at det er noget af det mest deprimerende og uforsonlige, jeg er stødt på i et stykke tid, og det er selvfølgelig ment rosende. De psykologiske afgrunde lyses op, så man kan kigge hele vejen ned, og det er på en måde både et ubehageligt og et tilfredsstillende syn.
Kigger man på historien om Hedayats eget liv, er det svært at læse ham og glemme det biografiske: I 1920’erne flyttede han fra Iran til Europa for at studere; til ingeniør, til arkitekt, til tandlæge, forsøgte flere gange at tage livet af sig – engang ved at kaste sig i Marnefloden blot for at blive fisket op af nogle forbisejlende i natten.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
