Jeg kendte ærlig talt ikke alverden til iranske Sadeq Hedayat (1903-1951), før jeg fik den her bog i hånden; en samling noveller, der blander persisk folklore med noget mere vestligt. Noget modernistisk a la Kafka og makabert a la Poe.
Og jeg må sige, at det er noget af det mest deprimerende og uforsonlige, jeg er stødt på i et stykke tid, og det er selvfølgelig ment rosende. De psykologiske afgrunde lyses op, så man kan kigge hele vejen ned, og det er på en måde både et ubehageligt og et tilfredsstillende syn.
Kigger man på historien om Hedayats eget liv, er det svært at læse ham og glemme det biografiske: I 1920’erne flyttede han fra Iran til Europa for at studere; til ingeniør, til arkitekt, til tandlæge, forsøgte flere gange at tage livet af sig – engang ved at kaste sig i Marnefloden blot for at blive fisket op af nogle forbisejlende i natten.
Modernistisk fornyer
Samlingens titelnovelle er skrevet som et selvmordsbrev og beskriver foruroligende klart, selvbevidst og afslappet det opløste sind; tanker forvrænger alt, mens sætninger er kølige og i kontrol. Det er her, jeg tænker Kafka.
’Tre dråber blod’ er mere selvbedragerisk, decideret psykotisk, men stringent. Den sirligt fortalte historie giver perfekt mening for fortælleren, mens læseren er den desorienterede, der forsøger at binde tid, sted og personer sammen. Og i ’Dukken bag gardinet’ får en kærlighedsaffære med en mannequindukke helt horrible konsekvenser. Det er her, man mærker inspirationen fra Poe.
Det, vi møder her, er altså en iransk forfatter, der sidder i mellemkrigstidens Paris (og til tider i Teheran) og sætter individets forhold til selvet ind i en moderne litterær form, og som skriver om at være fremmedgjort, om det absurde, det menings- og gudløse, flere år før nogen havde hørt om Sartre og Camus.
Da det i 1951 lykkedes Hedayat at gasse sig ihjel i sin lejlighed, efterlod han penge til begravelsen
Og måske var der ikke nogen til at fortælle ham om det frie valg. Eller også var han bare selv fanget i den dystre determinisme, der også styrer hans skæbnefortællinger:
»Hvorfor vil jeg ryge en cigaret, jeg ved det ikke selv (…) Nej, man tager ikke en beslutning om selvmord, selvmordet er i en. I ens natur og væsen (…) Fanden tage min natur (…) Jeg begriber ikke, hvorfor døden spiller kostbar«.
Da det i 1951 lykkedes Hedayat at gasse sig ihjel i sin lejlighed, efterlod han penge til begravelsen. Og så efterlod han sig et forfatterskab, der gjorde ham til en stor modernistisk fornyer af persisk litteratur.
