Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

'Yacoubians hus'-forfatter begår nyt pragtstykke

Alaa Al-Aswanys seneste roman er som en køretur i den lækreste læselimousine.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den Kongelige Egyptiske Automobilklub åbner i 1924.

Hovedsædet i Kairo er en kopi af Carlton Club i London, »en arkitektonisk perle, der forenede elegance og klassik«.

Posten som præsident går til prins Muhammad Ali, og ærespræsidentposten til Hans Højhed Kong Fuad I. Ellers er klubben stort set forbeholdt udlændinge, thi som direktøren, englænderen James Wright, siger:

»Lad mig gøre det helt klart: Vores funktion i klubben er at bestemme bilpolitikken i Kairo. Alle egyptere, uanset om de er rige og uddannede, er ukvalificerede til at tage beslutninger. Automobilen er en vestlig mands opfindelse, og kun denne skal have lov at tage beslutninger desangående. Jeg kunne ikke drømme om at forvente mere af egypterne, end at de kan købe en bil og køre den«.

LÆS ANMELDELSE AF 'YACOUBIANS HUS'

’Den Kongelige Egyptiske Automobilklub’ er også titlen på dagens roman af Alaa Al-Aswany. Forfatteren til ’Yacoubians hus’ har fundet og opfundet sig et nyt hus i Kairo, lige så farverigt, konfliktfyldt og lærerigt som det, der gav titlen til hans gennembrudsroman fra 2002.

Al-tamanni

Klubhuset er i al sin pragt først og fremmest bare en klub. Et fashionabelt sted, hvor rige mennesker gnubber sig op ad andre rige mennesker, drikker drinks og komplicerede cocktails, spiser fantastiske middage, lufter elskerinderne, spiller kort til ud på natten og bliver båret fulde af whisky og sejlende som nilfisk tilbage til limousinen og chaufføren af de egyptiske tjenere.

For tjenerskabet er selvfølgelig egyptisk. Og dét til trods for at egypterne »er snavsede, dumme, nedrige, nogle løgnere og tyveknægte«, som et fransk medlem så smukt udtrykker det.

LÆS OGSÅ

Men han har uret, for tjenernes chef, Qasim Koo Qasim, er en frygtindgydende kulsort nubier fra Sudan, der personligt pisker l’art du service, de fire grundregler i tjenerhvervet, ind i hver eneste af klubbens egyptere: personlig hygiejne, præsentabelt udseende, manerer (»En tjeners dyd ligger i ordet javel«) samt for det fjerde al-tamanni.

Det sidste er som summen af tjenerskolen, og Koo siger til sine elever, at al-tamannikræver falkens blik, gazellens lethed og rævens snuhed:

»Det var en tyrkisk skik, som man kun brugte over for kongefamilien. Under al-tamanniforlod tjeneren rummet under gentagne buk, samtidig med at han krabbede sig baglæns i retning af udgangen«.

Ve den tjener, som ikke overholder de fire grundregler i l’artdu service samt betaler alle de beskyttelsespenge, Koo kræver. Sådan en synder (og de bliver dagligt afsløret) får bank af Koos tjener, den ulækre Hamid. Somme tider bliver synderen slået til krøbling, andre gange slået ihjel.

Pragtstykke

Vi kommer ind i denne pragt- og grufulde verden af upstairs og downstairsengang sidst i 1940’erne, hvor kongen er den navnkundige playboy Farouk, mens englænderne klamrer sig til deres gamle overherredømme, og den egyptiske frihedsbevægelse er ved at finde sin form i Wafd-partiet.

I denne ramme iscenesætter Alaa Al-Aswany sit pragtstykke af en roman i bengalsk belysning, kulørt som souken i Kairo, forførende som en nat på Nilen, medrivende som hans internationale run-awaybestseller og gennembrud, ’Yacoubians hus’.

Man suser gennem siderne som i den lækreste læselimousine, og man har så travlt med at holde på hat og briller, at man næsten ikke mærker den lille snert af køresyge, som et køretøj med så vuggende bevægelse og så blød en affjedring kan afføde hos en københavner og vesterlænding med anderledes stive læsevaner.

Fire egyptiske søskende danner en gruppe af hovedpersoner: Said, Kamil, Mahmoud og deres søster Saliha. De skal finde vej ind i voksenlivet, mens klubben udgør det usikre fundament for familiens økonomi.

Deres far var tidligere en rig mand i det øvre Egypten, men han blev ruineret og flyttede til Kairo og et ydmygende arbejde i Den Kongelige Egyptiske Automobilklub. Da den gamle mand mishandles af Koo og hans håndgangne voldsmand Hamid, bliver den ulmende revolution næret i klubben, som symboliserer det ganske Egypten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En anden gruppe af hovedpersoner er udlændingene omkring den engelske direktør Wright, hans frække og frihedselskende datter, Mitsi, og hans ikke mindre frække, libanesiskfranske elskerinde, Odette Vital, »en kvinde i fyrrerne, slank, lys i huden og med blødt, kulsort hår klippet à la garconne, der røg uafbrudt«.

Tredje hold hovedaktører er grupperet omkring kongen selv, der jævnligt besøger klubben, og hans familie, tjenere og hele korrupte entourage. Kun den gode prins Shamil redder kongefamiliens ære, for han er hemmelig leder af oprøret mod Farouk og briterne, et oprør, som rækker langt ind i klubben.

Flere heltinder end helte

Så egyptens trekantsdrama mellem konge, kolonialister og oprørere udspiller sig i Den Kongelige Egyptiske Automobilklub, og det samme gør de evige ægteskabelige trekantsdramaer og al den krig og kærlighed, som saftige romaner skal smage af.

Det damper af sex og synd og vold og politik, der gives til ægte og tages til ægte i et bibelsk eller koransk omfang, så man må sig forbarme og fornøje.

Om en hustru ved navn Faiqa hedder det:

»Her må vi retfærdigvis anerkende Faiqas gode hensigter over for sin mand. Det kunne også være en anledning til at se med friske øjne på det dårlige ry, som dominerende hustruer har. Det, at en kone har kontrol over sin mand, er ikke altid en decideret dårlig ting, tværtimod lykkes det ofte den dominerende kone at styrke familien og sikre børnenes fremtid«.

Og sådan diskuteres alting så direkte og uden dikkedarer, ægteskab og udenomsægteskab, elskerinders røgt og pleje, revolutionen, frihedskampen, Egyptens ti plager og egypternes tusind morsomme måder at være egyptere på.

Både i krigen og kærligheden er der flere heltinder, end der er helte, men midt i romanens mylder af personer er det nok alligevel den politisk aktive digter Kamil, der er romanens og Al-Aswanys øjesten. Han er »mild som forårsvinden«, synes hans mor, og han siger selv i klar tekst: »Jeg vil gøre noget for Egypten«.

Fortællingens motor

Det gælder nok i det hele taget for Alaa Al-Aswany om at gøre noget godt for Egypten med denne roman.

Den har som sagt sin tyngde i de sene 1940’ere og tidlige 1950’ere, men den griber også tilbage til 1870’erne, da Karl Benz konstruerede sit automobil i Mannheim, Tyskland. Og den griber frem til i dag med en løbende og højaktuel diskussion af, hvad det vil sige, og hvad det kræver, at egypterne tager ansvar for deres eget land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den sekscylindrede motor i fortællingen er forholdet mellem direktør Wright og hans frække Odette, som anstifter revolutionen i Den Kongelige Egyptiske Automobilklub.

Første gang han møder hende, siger hun: »I Automobilklubben ifører tyveknægtene sig det flotteste tøj og parfumerer sig og spiller så deres roller i et tåbeligt teaterstykke«.

Det kan Wright slet ikke stå for – og det kan jeg heller ikke.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden