Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 CHRISTEN HANSEN (arkiv)
Foto: CHRISTEN HANSEN (arkiv)

Nedad. Jens Otto Krag havde skabt det danske velfærdssamfund, men afgik nedslidt ved døden i Skiveren i 1978. I Sven Holms skuespil om den tidligere statsminister er det især afmagtsperioden og turen mod ground zero der virker bedst.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Nedturen fungerer bedst i skuespil om Jens Otto Krag

Sven Holm skriver skuespil om statsministeren, der ville være fyldt 100 år i dag.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De fleste mennesker har fire liv – barndom, ungdom, moden alder på højden af den personlige kampgejst og alderdommen, hvor man kan leve videre på sine tjenester for samfundet.

Men Jens Otto Krag, der i dag ville være 100 år, fik på en besynderlig måde kun to liv: magten og afmagten. Han gad ikke sit liv, da den del af livet, som han foragtede, forsvandt.

Han trådte overraskende tilbage efter folkeafstemningen om EF i 1972, oplevede sit livs triumf, da hans beslutning blev kendt (han havde kun fortalt det til sin ven Dinesen), og han mente selv, at hans bedste år nu ville tage form. Han ville skrive, male, være boheme, omgås med kunstnere og nyde sin glans uden besværet med regeringsansvaret.

At det kom til at gå helt anderledes, er en af de mest kendte nutidspolitiske historier. Han fik aldrig den position, han havde drømt om – han drak alt for meget, kunne knap nok selv håndtere en telefon, og magthaverne viste sig glemsomme, fordi magthavere tiltrækkes af andre magthavere, som de kan tale business med – de har ikke så meget tid til sniksnak med de forhenværende. Ej heller med de prætentiøse.

Han havde skabt det danske velfærdssamfund, men afgik nedslidt ved døden i Skiveren i 1978.

Og hvem skal vi portrættere? Magtens eller afmagtens Krag? Bo Lidegaard har skrevet sit store og meget roste tobinds-værk om politikeren Krag. Krag har selv udgivet sine dagbogsnotater, og der er skrevet vægge op og vægge ned om manden.

Konturerne af hans endeligt

Han fascinerer også forfatteren Sven Holm som dobbeltmennesket, først den ene, så den anden. Nogle nøglepersoner er der i skuespillet, som aner konturerne af hans endeligt. Gamle fru Virkner siger ’Ryg og rejs!’, da han træder tilbage, og der er den vittigt spydige og kølige Helle Virkner, som har gennemskuet komedien med alle Krags affærer og hans selviske travlhed.

Der er også beundrere: først og fremmest Viggo Kampmann, der genkender bohemen i sig selv – også Kampmann legede borte, borte, tit tit, til han gik af. Og Jørgen Paldam, Krags gamle ven, økonomidirektør i Københavns Kommune og atypisk socialdemokratisk topembedsmand. Sven Holm får ikke helt nok ud af det venskab, der slutter brat, da Krag kommer til Washington.

For en dramatiker må det være afmagtstiden, som er mest sceneegnet og perspektivrig, og Sven Holms skuespil er også bedre, mens det går nedad mod ground zero. Paldam bliver smidt ud, Ninka kommer til Washington, Krag drikker tæt og tænker på Kissinger, der aldrig ringede, og hunden Boy, der bliver kørt over. Sven Holm vil fortælle os, at hunden var hans bedste ven. Kan ikke helt forestille mig, om det ville virke på en scene.

Pointen er jo, at privatmennesket med de store prætentioner ikke var så interessant – privat. Hvad gør man som dramatiker? Skriver den historie fuldstændigt om – omskriver den sandhed, som nu er knæsat? Eller græmmer man sig over en skæbne, der flød ud?

Dobbeltopgaven lykkes i sidste scene, hvor Krag sidder alene med udsigt til stranden og den blå himmel, hvor drømmen og skyerne driver forbi. Det er fuldbragt.

Sven Holm har replikker, der sidder, men han forstår også at tie til sidst. Statsministeren var en af de mest besynderlige, vi har haft. Også den sandhed er kommet med i Sven Holms skuespil.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden