Fascist, kommunist, sadist eller bare depraveret adelsmand, et barn af både det følsomme, det oplyste og det grusomme 1700-tal? Marquis de Sade er et genfærd, som går igennem vor moderne kulturhistorie med skiftende fortegn. Så forskellige litterater og tænkere såsom Mario Praz, Maurice Blanchot, Georges Bataille, Jacques Lacan, Adorno og Horkheimer tolker ham enten som en sympatisk eller satanisk teolog for en art seksuel befrielsestro, der peger mod et helvede eller et paradis for menneskelige følelser. Forståeligt nok, for både den skrækkelige og guddommelige marquis var i sine skrifter overhovedet ikke for fastholdere. Dels var han myreflittig, den dag i dag har vi af forskellige årsager slet ikke styr på hele hans forfatterskab, dels ændrede han sig med sin turbulente samtid, fra at være libertiner til at være filosof, fra at være kynisk levemand til at være revolutionær intellektuel. Eller var han dybest set kun en opportunist med nydelsens mørke sider som eneste tema igennem alt, hvad han skrev? Med filmen 'Quills' som alibi genudsender forlaget Rhodos Per Aage Brandts glimrende oversættelse fra 1979 af romanen 'Justine'. Eller rettere 'Justine eller dydens genvordigheder', hvor denne tidstypiske og yndefulde undertitel sætter værket intertekstuelt i korrespondance med hele århundredets borgerlige oplysningsdebat om dydens snorlige vej til social dannelse - den debat, som litterært kom til udtryk i England med især Samuel Richardsons romaner og i Frankrig blev turneret rundt i skrifter af henholdsvis Diderot, Voltaire og den mindre kendte og mindre tænkende Restif de la Bretonne og de Sades hadske modstander. (De la Bretonne var tilmed politistikker, og noget tyder på at det var hans rapporter, som sendte marquisen på en af hans mange og lange fængselsophold.)