0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvem er sadist?

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fascist, kommunist, sadist eller bare depraveret adelsmand, et barn af både det følsomme, det oplyste og det grusomme 1700-tal? Marquis de Sade er et genfærd, som går igennem vor moderne kulturhistorie med skiftende fortegn.

Så forskellige litterater og tænkere såsom Mario Praz, Maurice Blanchot, Georges Bataille, Jacques Lacan, Adorno og Horkheimer tolker ham enten som en sympatisk eller satanisk teolog for en art seksuel befrielsestro, der peger mod et helvede eller et paradis for menneskelige følelser.

Forståeligt nok, for både den skrækkelige og guddommelige marquis var i sine skrifter overhovedet ikke for fastholdere. Dels var han myreflittig, den dag i dag har vi af forskellige årsager slet ikke styr på hele hans forfatterskab, dels ændrede han sig med sin turbulente samtid, fra at være libertiner til at være filosof, fra at være kynisk levemand til at være revolutionær intellektuel.

Eller var han dybest set kun en opportunist med nydelsens mørke sider som eneste tema igennem alt, hvad han skrev?

Med filmen 'Quills' som alibi genudsender forlaget Rhodos Per Aage Brandts glimrende oversættelse fra 1979 af romanen 'Justine'.

Eller rettere 'Justine eller dydens genvordigheder', hvor denne tidstypiske og yndefulde undertitel sætter værket intertekstuelt i korrespondance med hele århundredets borgerlige oplysningsdebat om dydens snorlige vej til social dannelse - den debat, som litterært kom til udtryk i England med især Samuel Richardsons romaner og i Frankrig blev turneret rundt i skrifter af henholdsvis Diderot, Voltaire og den mindre kendte og mindre tænkende Restif de la Bretonne og de Sades hadske modstander.

(De la Bretonne var tilmed politistikker, og noget tyder på at det var hans rapporter, som sendte marquisen på en af hans mange og lange fængselsophold.)


Man har heldigt valgt at udsende den første udgave af romanen fra 1787. Der findes to andre og senere udgaver, som anses for at være dårligere, både litterært og indholdsmæssigt.

Og det er altså den grusomme historie om den dydige pige, som sendes ud på sine vandre- og læreår, der koster så meget og betales så dyrt.

Thi dyden sejrer kun i romaner af moralske idealister. I virkeligheden, i hvert fald den aristokratiske virkelighed, de Sade er født ind i og opdraget til, er dyden en moralsk ornamentik, som rives ned af den erotiske destruktion, magtbrynde og en dans omkring hedensk videnskab, som intet skyr for at opnå tilfredsstillelse.

Romanen er skrevet i den naive engelske stil, for de fleste mest berømt fra John Clelands 'Fanny Hill', som franskmænd forelskede sig i, men tilsatte en slags stilistisk falskhed, således at den fremstod med en lattermild, næsten idylliserende distance.

Det gælder især Justine, hvor selv de mest sadistiske optrin er skrevet med en enfoldig erkendelse fra den stakkels piges side. Og så påklistret en såkaldt opbyggelig morale, der flirter med noget, som ligner en kristen forsoningstanke.

Men vi er med de Sade i satirens rige, og læseren kan ikke bruge denne slutning til meget andet end at give ham ret i hans rebelske hudfletning af en romantiserende dobbeltmoral.

Som også strømmer igennem vor egen tid. Hvor selv pæne dameblade har nysselige livsstilsartikler om nødvendigheden af lidt lak og læder i vaneægteskabets soveværelse sat sammen med nydelige opskrifter på toscanske egnsretter.

For dog at iscenesætte noget som ligner den rigtige vare, lidenskab, og samtidig sende lørdagskyllingen på aftægt i et eller andet eksotisk køkken. Hvor han end er i dødsriget, mon ikke marquisen morer sig over tidsånden?


Litteraturforskeren, oversætteren og digteren Per Aage Brandt har, skrevet et visionært og vidende efterskrift, hvor de Sade sættes ind i en (kultur)historisk sammenhæng.

Ja også om den moderne pornografis forhold til de Sades skrifter. Alt meget godt, velskrevet og stærkt inspireret af bl.a. franskmanden Derridas teorier om skriftens skelsættende lovmæssighed over for skribent og læser. Skrevet i 1979, men stadigvæk aktuelt i inddragelse af de Sades påvisning af, at magtens skrevne love ofte er langt mere brutale end lidt lir mellem naboer.

Et par dage før denne bog kom på gaden, sendte den danske regering en mor med sit etårige barn ud af landet til en uvis skæbne. Hvad skal vi kalde den drift? Socialdemokratisk sadisme?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce