Kærligheden fører til døden. Man må vælge hvis. Enten kærlighedens. Eller sin egen. Citat slut. Agneta Pleijels 500 siders storværk af en venskabs- og kærlighedsroman udsætter grumme sandheder/påstande som denne for det helt store fortælleorkester. 'Lord Nevermore' spænder over hele det 20. århundrede fra den svageste hvislen i et australsk græsstrå til helvedes torden i den Første Verdenskrigs skyttegrave. Det er ikke en bog, man sådan bare læser (hvad en arme anmelder desværre er nødt til), det er et af disse værker, man må forskrive sig til over en lang periode, hvis man vil gribe, begribe og gribes. Det betyder også, at man må acceptere et længere samliv med Agneta Pleijels lidt sære tonefald, hendes blanding af ultrakorte impressionismer eller aforismer à la de just citerede på ofte kun et enkelt eller to-tre ord, og så de længere fortællepassager. De store spørgsmål hamres ud og gentages, hvad er kvinden?, hvad er manden?, hvad er livet?, Pleijel bruger en nærmest wagnersk ledemotivteknik, og som enhver wagnerianer ved, er det jo ingen synd at tage sig en lille blund en gang imellem. Både den lyttende og den læsende bevidsthed kan arbejde på flere niveauer, og her skal vi finde ud af at være sammen, bog og læser, over lang tid.
I krig og kærlighed
Lyt til artiklen
