En fordrukken far, en mand med to liv, en mystisk kvinde uden hukommelse, en sut, som ser syner, og morderiske skygger er personerne i Sven Ørnøs nye forfærdeligt-fabelagtige og yderst velskrevne novellesamling, 'Syv bekendelser om mord'. I virkeligheden skæbneanekdoter, i og med at de hver for sig er en fortættet situation, der indeholder episk og gådefuldt sprængstof for det bekendende menneske i historien. Ørnø overholder både den gamle pointerede novelletype, vi kender fra Maupassant-Somerset Maugham-Roald Dahl-skolen, altså med en kovendende knaldperle på sidste side. Men han er samtidig drilsk nok til aldrig at drible pointen direkte i mål, således at læseren ofte må gå tilbage og genlæse bekendelsens første linier. Hvem taler, og hvilken stemme hører vi i disse fortættede billeder, som visuelt emmer af Munchs og Hoppers sortladne malerier, som enigmatisk holder sin smertelige morale og skingre indsigt tæt ind til kroppen? Det er svært at referere novellerne uden at sige for meget. De er alle gode, men måske kan jeg bedst lide den første, der handler om en drengs grusomme oplevelse med en følsom søster og en ufølsom far. Eller den mærkelige beretning om en mand, som fører et dobbeltliv både som husfader og seriemorder. Men nu vil jeg ikke sige og skrive mere. Syv bekendelser om mord skal læses hver for sig som små sorte eller skarpe sager, fremragende kortprosa simpelthen.
Fremragende kortprosa
Lyt til artiklen
