Engang levede vi i kernefamilier, med far, mor og børn. Sådan var det i århundreder, og det var o.k., lige indtil vi begyndte at mene noget andet i de frigjorte 1960'ere og 1970'ere. Den gamle struktur vaklede allerede, da Suzanne Brøgger i 1973 gik til kamp mod den overlevede enhed og skrev sit essay 'Fra kernefamilie til kernevåben'. I dag lever vi i sammenbragte stedfamilier, med dine børn, mine børn og vores fælles børn. Familieimprovisationer, der kan holde to, fem eller ti år, før mor eller far igen skal videre til noget vigtigere. Og hvordan har vi det så med det, og hvordan har især vores børn det med det? Det er den nye familiesituation, Anita Goldmans roman handler om. Goldman er svensk forfatter og debattør og det mærkes på hendes prosa, der er en blanding af nøgtern research og stream of consciousness. Læseren følger især tankerne hos to kvinder, Rita, en lille hvas jødisk kvinde med en stor familie på fire sammenbragte børn, og Frida, der lige har mistet sin mand, og heller ikke kan holde kontakten med steddatteren ved lige. Rita og Frida var frigjorte feminister i 1970'erne, nu er Frida forsker, mens Rita er en både overanstrengt og klarhjernet mor/arbejdsgiver.
Tapetpigerne
Lyt til artiklen
