Det er en historie om den sene kærlighed, Janina Katz ridser op i sin nye roman, 'Fortællinger til Abram'. En tresårig kvinde møder under en ferie i Israel en mand på firs og forelsker sig i ham. Hun bor i København, han bor i Paris, hun er fraskilt, han er gift - men de er begge emigrerede polske jøder, og de nærer begge en nøjsom, lidt aldersresigneret og dog flammende længsel efter den andens krop. Kvinden er den navnløse jeg-fortæller, manden hedder Abram, og hun fortæller ham alle mulige historier om ham selv (og om sit eget liv), nogle opdigtede og usandsynlige, andre opdigtede og tæt på en mulig sandhed. Anden Verdenskrigs rædsler spøger i baggrunden. Gennem sløret af historier og stjålne samvær prøver hun at nærme sig ham, give ham en realitet, han ikke selv vil rykke ud med. Og hun? »Jeg er for gammel til at fortælle ham alt om mig selv. Den sande historie bygges op af detaljer, ofte ganske mikroskopiske«, siger hun med en karakteristisk indsigt i det uhyrlige ved at ville rekonstruere et helt liv, en hel person, som forudsætning for et kærlighedsmøde.
At skjule og at røbe
Lyt til artiklen
