0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At skjule og at røbe

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er en historie om den sene kærlighed, Janina Katz ridser op i sin nye roman, 'Fortællinger til Abram'. En tresårig kvinde møder under en ferie i Israel en mand på firs og forelsker sig i ham.

Hun bor i København, han bor i Paris, hun er fraskilt, han er gift - men de er begge emigrerede polske jøder, og de nærer begge en nøjsom, lidt aldersresigneret og dog flammende længsel efter den andens krop.

Kvinden er den navnløse jeg-fortæller, manden hedder Abram, og hun fortæller ham alle mulige historier om ham selv (og om sit eget liv), nogle opdigtede og usandsynlige, andre opdigtede og tæt på en mulig sandhed.

Anden Verdenskrigs rædsler spøger i baggrunden. Gennem sløret af historier og stjålne samvær prøver hun at nærme sig ham, give ham en realitet, han ikke selv vil rykke ud med. Og hun?

»Jeg er for gammel til at fortælle ham alt om mig selv. Den sande historie bygges op af detaljer, ofte ganske mikroskopiske«, siger hun med en karakteristisk indsigt i det uhyrlige ved at ville rekonstruere et helt liv, en hel person, som forudsætning for et kærlighedsmøde.


Læseren får lige så meget - eller lidt - at vide om hende, som Abram gør. Hun er klinikassistent hos en tandlæge, hun har en søn, der er bøsse og bor hos sin far i Californien, hun har sans for kunst og en veludviklet evne til at sige noget upassende ... men stregerne til dobbeltportrættet af det usædvanlige elskende par tegnes let og fragmentarisk, næsten flagrende.

Sådan virker det i hvert fald ved første læsning. Når man kommer til sidste side og derefter pluklæser lidt igen i bogen, viser stregerne sig at være nedfældet med både fasthed og finesse.

Hellere røbe ved at skjule end skjule ved at røbe, kunne være mottoet for Janina Katz' teknik i denne roman.

Sådan kommer den til at minde om de berømte, ynde- og gådefulde gobeliner med damen og enhjørningen på Cluny-museet i Paris, som de to elskende går ind og ser. En af dem pryder bogens omslag.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce