Han er uden for kostvejledernes rækkevidde. Optimistiske råd om minarine-opskrifter, dampet fisk, familietrim og masser af 'frisk luft' preller af som vand på en fuldfed gås. Panseret af deller har uigenkaldeligt lukket sig om ham, årenes indtag af piskefløde og æbleflæsk har bygget en bølgende mur mellem ham og samfundet. Kun ved hjælp af sin stok og velvillige taxachauffører bevæger han sig nødtvungent rundt i den verden, han har opgivet at være en del af, en ligeværdig del af. For selvfølgelig er han synlig, alt for synlig når han beder om to stole og insisterer på at spise sine tærtestykker på offentlige steder. Den slags vækker opsigt. Og Jens forstår det sådan set godt. Jens er et tolerant og føjeligt menneske, der passer sin aktiehandel fra stuelejligheden på Frederiksberg og besøger sin mor, som en god søn nu gør. »Verden er fuld af fede mennesker, der holder kæft og spiser deres kager hjemmefra«, fortæller Jens stille og præcist med kenderens afdæmpede autoritet. Men Jens nægter som sagt at spise i smug, og allerede dér fornemmer man, at der er andet end kagekrummer i den dreng.
Under huden
Lyt til artiklen
