0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Under huden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han er uden for kostvejledernes rækkevidde. Optimistiske råd om minarine-opskrifter, dampet fisk, familietrim og masser af 'frisk luft' preller af som vand på en fuldfed gås.

Panseret af deller har uigenkaldeligt lukket sig om ham, årenes indtag af piskefløde og æbleflæsk har bygget en bølgende mur mellem ham og samfundet.

Kun ved hjælp af sin stok og velvillige taxachauffører bevæger han sig nødtvungent rundt i den verden, han har opgivet at være en del af, en ligeværdig del af.

For selvfølgelig er han synlig, alt for synlig når han beder om to stole og insisterer på at spise sine tærtestykker på offentlige steder. Den slags vækker opsigt.

Og Jens forstår det sådan set godt. Jens er et tolerant og føjeligt menneske, der passer sin aktiehandel fra stuelejligheden på Frederiksberg og besøger sin mor, som en god søn nu gør.

»Verden er fuld af fede mennesker, der holder kæft og spiser deres kager hjemmefra«, fortæller Jens stille og præcist med kenderens afdæmpede autoritet.

Men Jens nægter som sagt at spise i smug, og allerede dér fornemmer man, at der er andet end kagekrummer i den dreng.


Mads Brenøe er den sartmærkende 'researcher' bag historien om Jens.

'Bjerget' er Brenøes første roman efter Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, og når man tænker på, hvor langt Brenøe når ind under huden, kødet, forsvarsmekanismerne og det fedtforsagende, små-anorektiske velfærdssamfunds fordomme, kan man godt forstå, hvis det har taget nogen tid.

At læse 'Bjerget' er som at ælte sig nyfigent - om end modvilligt! - ind i en af de kroppe, man ret beset nødigt vil bo i.

Det virkelig fine er, at ubehag stille og roligt glider over i dyb sympati. Det måbende blik mættes, monstrøsiteten fortager sig og man lærer at leve og ønske oprigtigt med Jens.

Ikke i det hykleriske håb at han vil tabe sig, skrumpe ind til et gennemsnitsmenneske og leve et gennemsnitsliv, men at hans formulerede og uformulerede projekt vil lykkes.

Og så får man i øvrigt en vældig appetit af de opskrifter, Brenøe flankerer kapitlerne med - en kvart piske hist og en smørklat pist. Uhmm!


Jens planlægger at samle sin gamle skoleklasse på sin 33-års fødselsdag, en plan der bringer ham land og kongerige rundt for at invitere de gamle kammerater.

Som overhovedet ikke var kammerater, dengang Jens kluntede rundt som klassens tykke dreng. Hvad hans egentlige projekt er med festen forbliver uformuleret som en del af Brenøes spændings-teknik og en del af Jens' udviklingsproces.

Rejsen gennem et alt andet end lykkeligt Normaldanmark, hvor forfatteren udnytter outsiderens tilbagetrukne position til at kaste et muntert afslørende blik på provinsens småborgerfims, bliver for Jens et møde med gamle fjender og nye venner.

Ingen af dem tegnes med samme præcision og dybde som Jens, og hist og her kunne romanen med fordel slankes.

Hvordan historien om Jens så egentlig ender, vil det være mere end synd at diskutere her. Men tro og tillid kan flytte endog meget store bjerge.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement