0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den store fortæller

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En forfatter lider af ppd, det vil sige det postproduktive syndrom. Han har lige udgivet en bog og flygter fra Sverige til et fremlejet atelier på Manhattan. Med sig har han kun den ene sætning, hans næste bog skal begynde med, en lidt sentimental naturbeskrivelse. Men hvad skal der ske bagefter?

Mens han tygger og smager på sin ene sætning, driver Göran Tunström herlig gæk med sin hovedperson. Maleren, der fremlejer ham boligen, betror ham den opgave at levere nogle af sine malerier til et galleri.

Her bliver han selvfølgelig forvekslet med maleren, og render ind i en kvinde, der har forvekslet sig selv med den fotomodel, hun er blevet pumpet op til at være. Og så kommer der ellers fart i en hel kæderaktion af forvekslinger. Også malerens fraskilte kone indgår.


Den alt for tidligt afdøde Tunström var en fortæller af guds nåde.

I denne lille fortælling, udsendt for fem år siden af hans svenske forlag som julebog, kan nu også danske elskere af hans store fortællinger som 'Tyven' eller 'Juleoratoriet' genopleve hans talent i en nøddeskal, hans særlige evne for temposkift, foregribelser, sideblik, sammenvævninger af temaer som var han Bach.

Der plejer at skulle en dårlig barndom til for at skabe en god fortæller. Tunström var noget så sjældent som forligt med sin oprindelse. Måske derfor kunne han noget næsten lige så sjældent: uden skygge af sentimentalitet skildre lykkelige mennesker.

En anden kunst, han beherskede, var den at skrive om det at skrive uden at blive hængende i tom form. »Jeg ville så gerne«, lader han sin hovedperson forfatteren sige, »have ordene til at forlade deres abstrakte begrebsverden og styrte ned i atmosfærens suppedas og ind i kødet«.

Det kan denne mand ikke, han står der med sin lamme startsætning og kan ikke komme ud af stedet med sit skriveri.


Men det kan Tunström. Hovedpersonen 'forfatteren' bliver tungere og tungere i koderne. Han drømmer forgæves om at være »ordenes Fred Astaire«.

Men for den rigtige forfatter, Tunström, danser det af sted og kommer samtidig til at handle om noget. Alle den moderne litteraturs tunge emner, skyld, kærlighed, sex, identitet, finder tvangfrit deres plads i den lille, store historie om den skriveblokerede forfatter klemt inde mellem New Yorks saloner og verdenslitteraturens citater.

I de fire år, Tunström endnu nåede at leve efter denne fortælling, kom den mådelige roman 'Berømte mænd som har været i Sunne', der trak hårdt på hans gamle rutiner.

'En prosaist i New York', skrevet i 1996, lige efter et andet højdepunkt, 'Månemælk', er i virkeligheden den overdådige og poetiske afslutning på en stor fortællers forfatterskab.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu