Med sin anden spændingsroman, 'Navarones kanoner' fra 1957, lancerede skotten Alistair MacLean en genre, som skulle blive helt hans egen, indtil en række efterlignere mere eller mindre vellykket fortsatte den. Nemlig den eventyrlige og dog faktuelle krigsroman, der ligesom hos gamle Vergil først og fremmest handler om mænd og våben. Opdigtede, næsten umulige missioner der emmer af heroiske bedrifter i homerisk stil og dog alligevel har et klart skær af, hvad krig ækelt går ud på. At skade fjenden mest mulig og dræbe enhver modstander på vejen. MacLean var aldrig den store stilistikker, hans prosa var som en skotsk sweater, varm og vamset, men ikke just elegant og raffineret. Alistair MacLean døde småtragisk i 1987 forført og rullet af en fransk dulle, der tog ham på en tur i den erotiske gynge, som skotske præstesønner med maltwhisky i årerne skal sky som sød rosévin fra Provence. Glem det. I sin genre er 'Navarones kanoner' en klassiker. Stovte mænd skodder den sidste smøg og sætter et frisk magasin i stengun'en, tjekker sprængstoffet og klatrer fåmælt op ad bjerge og klipper for at gøre deres bedste: sprænge to tyske og titaniske kanoner i luften dernede i Grækenland, hvor stolthed er lige så almindelig som oliventræer og blå døre. Forbudt for kvinder.
Ordentlige kanoner
Lyt til artiklen
