Klaus Hagerups serie om en forsigtig, tænksom dreng kører velsmurt videre i dette tredje bind 'Markus elsker fodbold ...?'. Det er regulære, muntre børnebøger med det strøg af alvor, som hidrører fra et sårbart far-søn forhold. Markus's mor er død. Når alt det gode er sagt om Markus og den lille-norske verden, han bebor, og det fine forhold til vennen Sigmund, den rare tone i klasselokalet og den smukke natur udenfor samt det gode sprog, så er det alligevel, som om fortællingen kammer over i begge ender. Der driver sentimentalitet ind over Markus og hans far. Og i sin selvudslettende gestalt bliver drengen nærmest en karikatur. Ordet undskyld er altid på hans læber. Uden at røre mange fingre, blot ved at falde de rigtige steder og hele tiden, får Markus tilmed en slags succes og en rigtig veninde. Det hele fortælles i højt gear og med masser af sjove situationer, som (især) voksne vil more sig over. Sigmunds hverv som træner for fodboldholdet medfører lange taktisk-filosofiske udredninger, som de jo har for vane i Norge. Trænerens pointe er, at den vigtigste mand er ham uden bold (Markus). Så langt kom Drillo aldrig. Sigurd forsøger sig også med selvhypnose og positiv tænkning. Det er den gode nordiske tone, der lyder; der hvor der tales ligeud til læseren. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at det er for nemt, for smart og lidt for gammelklogt. Er han blevet lidt træt af sin hovedperson? Det virker i hvert fald, som om Klaus Hagerup selv elsker fodbold ...!
Letløbende
Lyt til artiklen
