Ditte Steensballe (født 1971, debut 1999) har kaldt sin anden digtsamling 'Kuffert', og den kan - med ord fra bogens næstsidste digt - forstås som »en kuffert fuld af firbens tabte haler«: Digteren har opskræmt en række sky og fremmedartede væsener - navnlig Sorgen, Døden, Kærligheden og Erindringen -, hun har måske ligefrem forsøgt at fange dem, men forgæves. De er smuttet fra hende, men har dog efterladt en stump af sig selv: et digt. De tabte haler kan som her antydet være et billede på digterens arbejde, men de kan lige så vel være et billede på læserens arbejde; for Steensballes digte er, i det mindste for mig, vanskelige at få greb om. Selv efter flere gennemlæsninger er det ikke meget der bliver tilbage mellem hænderne på én når bogen er lukket - for mig var det der fæstnede sig bedst, en håndfuld digte om barndom og om at blive voksen.
Halen i hånden
Lyt til artiklen
