0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halen i hånden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ditte Steensballe (født 1971, debut 1999) har kaldt sin anden digtsamling 'Kuffert', og den kan - med ord fra bogens næstsidste digt - forstås som »en kuffert fuld af firbens tabte haler«: Digteren har opskræmt en række sky og fremmedartede væsener - navnlig Sorgen, Døden, Kærligheden og Erindringen -, hun har måske ligefrem forsøgt at fange dem, men forgæves. De er smuttet fra hende, men har dog efterladt en stump af sig selv: et digt.

De tabte haler kan som her antydet være et billede på digterens arbejde, men de kan lige så vel være et billede på læserens arbejde; for Steensballes digte er, i det mindste for mig, vanskelige at få greb om. Selv efter flere gennemlæsninger er det ikke meget der bliver tilbage mellem hænderne på én når bogen er lukket - for mig var det der fæstnede sig bedst, en håndfuld digte om barndom og om at blive voksen.


Det enkelte digt udgør som regel et fortættet billedforløb, ofte med brud på syntaksen; det har fine, præcise, næsten udsøgte detaljer, men også et køligt, kontrolleret, næsten distanceret præg. Eksempel: »Natsværmervinger flakser den lyse aften ind/ ved bjergene bygger jeg/ et tårn af faldende småsten/ de blinkende skibe sejler forbi/ min midnatssol jeg hører alt jeg/ venter en stemme der blæser/ lukker munde et gravsted/ ved vandet hvor bølgerne giver sig ud/ for et fredeligere liv/ aftenhimlen et familiemedlem/ regnen der falder skønt/ at kradse myggestik/ det forsvundne blods efterladte kløe/ jeg kan se ud over bjergene og ønske mig det«.

Sådan lyder ét af de i alt 39 titelløse digte, og det er - som man kan se - åbent for mange læsninger (hvad er det jeget ønsker sig til sidst, hvad er det for et gravsted osv. osv.). Mange af Steensballes digte rummer som dette noget elementært gådefuldt. Hvad de måske mangler, er en umiddelbar tiltrækningskraft der kan lokke læseren ind i det gådefulde; det kunne være en markant rytmisk fremdrift, et stærkt billede, en slående formulering - en eller anden form for prægnans.

Jeg mener virkelig måske mangler, for det kan meget vel være mig der ikke formår at stille ind på den frekvens som disse digte sender på: At jeg står tilbage med halen i hånden, betyder ikke at en anden læser ikke vil kunne fange firbenet.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce