Lis Vibeke Kristensens nye roman handler om slør i Teheran, men den handler også på et mere overordnet plan om slør i livet. Romanen er robust, med en ramsaltet humor, og lad det være sagt med det samme, den er meget fjernt fra enhver politisk korrekt omklamring af kvindens vanskelige stilling i Iran. Selv om det er ét tema i bogen. Et andet er den solide ægteskabskrise. Og hvordan danskere maser sig vej gennem det serielle monogami. Der er både forrevne kanter, gamle sår, der springer op, men også uventet varme. Hovedpersonen og diplomatfruen Christine vender hjem fra Iran. Hos Lis Vibeke Kristensen kradser ægteskabskrisen ikke bare blidt, den kaster Christine ud i en kamp på liv og død, for måske vil ægtefællen Hans slå kludene sammen med sin muslimske elskerinde. Romanen minder om en køretur med de rige og med en muslim om bord, hvor Lis Vibeke Kristensen med en verbalt fræsende veloplagthed kigger om bag de skinnende facader. Inden sidste side er vendt, har den upolerede Christine - der virkelig besidder evnen til at smide den pæne opførsel overbord - imidlertid prøvet sig af i rollen som bodegamedhjælp og er atter gået om bord i sin første kunnen som danser. Samtidig er en rask handling løbet af stablen, der involverer både arrestation, fristelser, fortid og ankomst til en dansk flygtningelejr. Lis Vibeke Kristensen tegner knivskarpt sine miljøer i forbifarten, bl.a. det bundmaterialistiske Dannevang, men det er underlaget og underskoven af besværlige kvinder, som rumsterer mest. Hvad enten de er besværlige på dansk eller islamisk.