'Det syvende barn' er ikke Janina Katz syvende bog; det er hendes ottende digtsamling og bog nummer fjorten hvis man også tæller romaner, noveller og børnebog med. Det er efterhånden et omfangsrigt forfatterskab der er udfoldet på bare ti år. Også i den nye digtsamling hører man straks at Katz har sin egen tone. Den svinger som regel mellem det underfundige og det vemodige, af og til helt ud i det absurde eller det smertelige - rørstrømsk bliver den dog aldrig, dertil er Katz for cool. Hendes vers er umiddelbart ligetil - de henvender sig til én, uanset om de er decideret fortællende eller mere notatagtigt kortfattede. Kærligheden og døden er de bærende temaer; erindringen og en jødisk baggrund spiller også ind. Et ikke atypisk digt med titlen 'Højsangen' lyder sådan her: »Jeg elsker dig mere end livet./ Men hvad for et liv er det?/ Købt på afbetaling/ i en jødisk landsby/ uden hukommelse?// Sulamit danser./ En papirrose/ mellem sammenbidte tænder.// Du husker/ altså dør du/ - siger du -/ mens du sluger piller/ mod tidens skavanker.// Vi stiger ned ad bakken./ Bankende med en stok,/ med mund presset mod mund,/ mumler vi besværgelser/ på de dødes sprog. Janina Katz digte er - selv når de er barske - venlige, vittige, begavede, charmerende. Det er kort sagt vers der konverserer - det ville være perfekt at have dem til bords ved et middagsselskab. Men det kan efter min mening også blive for pænt og for tamt. Måske stiller Katz sig tilfreds med for lidt; måske bruger hun sit uomtvistelige talent for snævert - digtene kunne sagtens blive vildere, ondere, skønnere, mere mærkelige. Hvilket ikke skal skygge for at man er i godt selskab med 'Det syvende barn'.