Det er ikke just hoveddøren, der åbnes på vid gab, når man forsøger at indtage Henrik Juul Jensens romandebut 'Stenhuset'. Det er måske heller ikke ligefrem bagtrappen, men et lille vindue på en tilfældig etage der står på klem i tilfælde af, at den nyfigne læser skulle kigge forbi. Det kræver vilje at komme ind i rummet, ind i Andreas Benjamin Asks fortælling. Ikke fordi denne mands historie vist i grunden er mere indviklet end gennemsnittets, men fordi forfatteren nægter at ordne handlingstrådene efter den dovne læsers smag. Det betyder saftige erindringsglimt med vidtrækkende konsekvenser, men også associative afstikkere, der virker mere forplumrende end udvidende på læseoplevelsen. Begyndelsen er faktisk det svageste led i Henrik Juul Jensens roman. Interessen tændes for mit vedkommende i al fald først, da vi kravler ned i udtrækssengen med barnepigen Randi. Dér sker der til gengæld også noget. Uhadada. For Randis vedkommende ender det med en syngende lussing, mens det for drengen selvfølgelig er Den store Begyndelse.
Barnepigerne
Lyt til artiklen
