0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Barnepigerne

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ikke just hoveddøren, der åbnes på vid gab, når man forsøger at indtage Henrik Juul Jensens romandebut 'Stenhuset'. Det er måske heller ikke ligefrem bagtrappen, men et lille vindue på en tilfældig etage der står på klem i tilfælde af, at den nyfigne læser skulle kigge forbi.

Det kræver vilje at komme ind i rummet, ind i Andreas Benjamin Asks fortælling. Ikke fordi denne mands historie vist i grunden er mere indviklet end gennemsnittets, men fordi forfatteren nægter at ordne handlingstrådene efter den dovne læsers smag. Det betyder saftige erindringsglimt med vidtrækkende konsekvenser, men også associative afstikkere, der virker mere forplumrende end udvidende på læseoplevelsen.

Begyndelsen er faktisk det svageste led i Henrik Juul Jensens roman. Interessen tændes for mit vedkommende i al fald først, da vi kravler ned i udtrækssengen med barnepigen Randi. Dér sker der til gengæld også noget. Uhadada. For Randis vedkommende ender det med en syngende lussing, mens det for drengen selvfølgelig er Den store Begyndelse.


Henrik Juul Jensen har tidligere arbejdet med montagen, hvilket altså ikke er helt usynligt i den måde, han arrangerer begivenheder og refleksion, drøm og erindring på. Der pusles, klippes og klistres. Med skiftende intensitet og effekt. Billeder, genstande og hændelser med symbolsk slagkraft spindes ind i et væv, som den modne hovedperson selv forsøger at finde rundt i i et slags springende tilbageblik fra det lånte hus ved vandet.

Foruden zippolighteren med dens potente aura, Bibelen, der kan bruges både som toiletpapir og moralsk krykke i ensomme stunder og Benjamin Brittens 'War Requiem', der sætter gang i en ung mands musikalske og menneskelige udvikling, er det - måske ikke så underligt - kvinden han cirkler om i sit selvvalgte eksil.

Den rare luder, den ulykkelige mor, den drengede farlige Olga, ungdomskærligheden Helene og frem for alt den lille bylt i faderens arme - datteren, som han og Helene presses til at abortere i de meget unge og usikre år. En død bylt, der hjemsøger ham igen og igen. Altså moderen, datteren, kvinden eller kort sagt dæmonen, som »havde sneget sig ind på mig i ly af mørket og bidt sig fast i mit hjerte«.

Og Henrik Juul Jensen er uhyre fintmærkende i sine beskrivelser af dette mangehovedede væsen. Eventyret om Aladdins hule der ihukommes med næsen nede mellem Randis lår, stunderne på Kirstens skød hvor en lille pilfinger finder vej gennem den stormaskede bluse, mens barnepigen læser 'Askepot' med så stor indlevelse, at pilleriet næsten ikke opdages. Disse erotiske lykkestunder i grænselandet balancerer på smukkeste vis mellem pornografi og poesi. Og de er et kort besøg i 'Stenhuset' værd.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce