Amerikaneren Douglas Kennedys 'Jagten efter lykke' er fuld af klicheer, både sproglige og handlingsmæssige. Den tager udgangspunkt på Manhattan, og hovedpersonerne er i reklamebranchen, på (det endnu nye) tv eller klummeforfattere. Man tror snart, det er løgn: Kan de ikke finde på andet? (Forfatteren, født 1955, bor endda i London). Hvorfor skal vores verdensbillede formes af en så lille og konstrueret gruppe mennesker, beboende på den klat jord, der er blevet danske turisters nye Mallorca? Det må være tv-seriernes indflydelse. (Det skal retfærdigvis siges at hovedpersonen tager langt ud på landet, når hun er i krise). Handlingen er romantisk i alle ordets betydninger, lidt politisk og meget kulørt, komplet med en mystisk kvinde ved graven ... Kate, midt i fyrrerne, fraskilt med en lille søn og efter sin egen mening en fiasko, begraver sin mor. Gennem den mystiske kvinde kommer vi tilbage til en stor kærlighed (ikke afdødes, men Kates fars - til den mystiske kvinde, Sara) og til efterkrigstidens heksejagt på uamerikansk virksomhed. Her kommer det politiske ind, og her sker der trods alt noget - måske fordi emnet atter synes uhyggeligt aktuelt. McCarthy-hysteriet, stikkervirksomheden og FBI's kujonering af landets borgere - de bedste af dem - viser ligheder med f.eks. det sovjetiske apparat, som gør indtryk. Det tidsbillede - og et nært bror-søster-forhold - er det eneste overbevisende ved 'Jagten efter lykke'. Men sproget ... Jeg tvivler ikke på at 'Jagten efter lykke' (titlen er vel også en advarsel) vil finde et publikum. Hvad enten man er usnobbet, eller man er typen, der kalder klichéer for 'overholdelse af genrens konventioner', vil man nyde denne tykke bog. Og den er underholdende - på samme måde som en B-film. Men jeg ville hellere have set den i biografen.