0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uden for tid og sted

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I en tid hvor adskillige yngre digtere stiller sig tilfredse med fis, kruk, lal og pjank, er det velgørende at støde på én, der vil mere end som så med poesien:

Kristina Stoltz (f. 1975) debuterede i 2000 med 'Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse', en samling præcist mejslede digte om smerte, begær og drømmende erindringsglemsel; og nu udsender hun så sin anden samling, 'Græshoppernes tid'. Og lad det være sagt med det samme: Den er både moden, modig og ambitiøs - og ikke så lidt krævende.

I bogens første digt går jeget op på et bjerg og hæves dermed symbolsk op over tid og sted og egen identitet: »der er udsigt til døgnet, årstiderne,/ mit liv uden ansigt«. Mange af de efterfølgende digte udfolder (sig i) dette tomrum, hvor forskellige tider, steder og identiteter passerer gennem hinanden og gennem jeget - ganske som i en drøm

Og disse digte minder da også mest af alt om drømme: De kan være skønne, absurde, skræmmende eller lodret uforståelige, men de har næsten altid en insisterende intensitet. De genstande og fænomener, der optræder, emmer af symbolske betydninger - som det dog ikke altid lykkes én at udgrunde. Men et vist mønster aftegner sig:


Mange af digtene bruger rejsens figur. Skønt den særlige variant 'pilgrimsrejsen' antydes et par steder, er der dog ikke tale om en sædvanlig rejse, hvor man tager af sted, er undervejs og når frem; der er tale om drømme - eller mareridtsagtige rejser, hvor man glemmer, hvor man skal hen og hvorfor, eller hvor man mister orienteringen undervejs og aldrig når frem.

Ørkener og have optræder hyppigt: Det er enorme områder uden særlige kendetegn - steder man let kan fare vild. Men der optræder lige så hyppigt en række geografisk prægnante steder: vejkryds, broer, kystlinjer, pladser - disse særlige skæringspunkter eller grænseflader, hvor et møde kan finde sted.

Man kan rejse og rejse, men: Der er »et sted man aldrig skal finde«, hedder det med et tvetydigt 'skal' (der jo både kan angive fremtid og betyde 'bør'): Jeget er spændt op i forhold til et paradoksalt utopisk punkt, der på en gang er tiltrækkende og frastødende, umuligt at nå og umuligt at undslippe. Deraf den gennemgående retningsforvirring og de skiftende manøvrer i det drømmeagtige rum.

Det paradoksale utopiske punkt udgøres af den elskede. Og dermed er det ikke bare ulykkelig, men fortvivlet, umulig kærlighed, bogen skildrer. I et digt som er centralt for bogens kærlighedstema, hentydes til den græske legende om Hero og Leander:

Ligesom så mange andre legendariske par kunne de ikke få hinanden, adskilt som de var af forældrenes vilje og et sund ved navn Hellespont, men om natten svømmede Leander i al hemmelighed over sundet, mens Hero ledte ham på rette vej med en lampe. En stormfuld nat slukkedes lampen imidlertid, og Leander omkom; næste morgen fandt Hero hans lig på stranden og styrtede sig fortvivlet i havet.


Legendens Hero er bare én af de identiteter, der i bogens løb passerer gennem jeget, og mod slutningen antydes en forsoning - ikke i forhold til den umulige kærlighed, men i forhold til identitetsløsheden (der vel i en eller anden forstand er knyttet til det utopiske forhold):

»Måske kan man finde/ sig selv/ blandt en anden tids rester/ eller i den kalkede grav/ som skinner/ gennem en fælles erindring«.

Jeg har her forsøgt at trække en linje op i bogens komposition og har derfor udeladt en hel del andre aspekter. 'Græshoppernes tid' er en bog, der kan læses på mange måder og på mange niveauer.

At der er en lille håndfuld sproglige svipsere, og at det mytisk-symbolske lag af og til bliver for tungt og bastant, bærer man gerne over med. For samlet set er Kristina Stoltz' anden digtsamling en stor satsning med et billedstærkt, personligt, mytologisk univers. Det er en bog, som åbner sig langsomt - men kun for den tålmodige læser. Selv er jeg langtfra færdig med den endnu.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce