0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noget af en forestilling

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Velkommen til en ny forestilling af Helle Helle. Ikke om Peter Høegs 20. århundrede, men som titlen tilsiger: 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand'. Et lille kammerspil med fire medvirkende: Susanne, Kim, Ester og Luffe.

Susanne har synsvinklen og er nok noget nær fortællersken selv. Hun og Kim bor sammen i en lille lejlighed, han skriver på sin første bog, hun gør meget rent både ude og hjemme. På hospitalet, hvor hun arbejder og avancerer fra rengørings- til køkkendame, er hun kollega med Ester, som sammen med portøren Luffe forsøger at få barn, men aborterer igen og igen.

Og da Ester omsider er godt gravid, er det Luffe, der gør sidespring. Så Ester rykker ind på sofaen i Kim og Susannes toværelses, hvor trekanten snart sætter Susanne lidt udenfor. Der er lovlig god kontakt mellem Ester og Kim.

Men det skal ikke kunne siges, om det er dét, han dør af lillejuleaften i romanens allerførste afsnit - hvorfra handlingen springer baglæns til 'november' og til 'to år forinden' for så igen at føres op mod julen det år, og hvad deraf fulgte.


En fin forestilling, lidt af en fest. For trods det nogenlunde konstante regnvejr ned over siderne og stakkels Susanne, har Helle Helle en humor og præcision i sprog og iagttagelser, der går skarpt igennem til publikum. Man klukker noget så sørgeligt og følger hver en lille fimrebevægelse mellem de medvirkende.

Det er helt enkelt, men alt andet end ukompliceret. Som når Susanne - igen - lufter ud, og replikkerne falder:

»Du lukker al ånd ud af det her sted«.

»Ånd? havde hun sagt«.

Fimrebevægelserne havde heddet tropismer, hvis Helle Helle havde levet for fyrre år siden i Paris og heddet Nathalie Sarraute. Og dengang i Saint Germain des Près havde allerede navnet, elle elle peget på slægtskab med Marguerite Duras, når hun hun - elle elle - skrev ordmusik. Helle Helle ville så have udgivet sine bøger på forlaget Minuit, hvor også Beckett, Butor og Robbe-Grillet udkom, dengang, altså, den ny roman var ny.

For Helles ny roman er ikke, som skrevet står på omslaget, en roman. Nok snarere, netop, en 'ny roman'. Eller en punktroman. Eller en novelleroman. Der drejes for hurtigt om fortællingens hjørner til, at forestillingen fornemmes som roman, og aktørerne er trukket alt for tyndt op til, at de holder som romanfigurer. Hovedpersonen, Susanne, er både den, vi hører mest til og får mindst at vide om. Hun er ret utydelig som sammenhængende figur, men i glimt efter glimt står hun lynende klart.


Men det er også på et andet niveau, sprogets, tropismernes, det spændende foregår. I en psykologi uden rigtige subjekter og en realisme, som er over stregen og dermed en mod-realisme. Helle Helle skriver 'radiator' flere gange end selveste Sonnergaard, så man skal være ret søvning, hvis ikke man fatter pointen, og det flyder med kartofler, koteletter, gulvklude, toiletpapir, køkkenruller og alt, hvad en indkøbskurv ellers kan rumme.

Men andre realiteter er der restriktioner på: Sex er centralt rumsterende i forestillingen, men jomfrunalsk og antydningsvis: Man må forestille sig det. Og ligesom Helles psykologi er sprogets, mere end sindets, er hendes virkelighed forestillingens snarere end verdens. Verden, her i forestillingen, er ikke meget større end parforholdet, tokanten, trekanten. Der er dødelig indgang, og herfra kan man så se, om man kan forestille sig et ukompliceret liv med en mand eller en kvinde.