I 1910'ernes og 20'ernes Lissabon var der en mangfoldighed af højst forskelligartede forfattere på færde: Det autodidakte naturtalent Alberto Caeiro, en sorgløs hyrdedigter og panteistisk fænomenolog; anarkisten og futuristen Álvaro de Campos, der ytrede sig i lange, hysterisk begejstrede hyldestdigte til den moderne maskinelle tidsalder; den stoiske og reflekterede Ricardo Reis, der skrev i den klassiske ode-tradition fra Pindar og Horats; og bogholderen Bernardo Soares, der i dagbogsnotater og ræsonnerende prosastykker gav udtryk for livslede, idiosynkrasier og depressioner. Hver for sig fremragende og originale forfattere. De har kun et problem - som de til gengæld er fælles om: De har aldrig eksisteret. Ikke i kød og blod. Men de har skrevet, deres bøger findes, oven i købet oversat til dansk. Caeiro, de Campos, Reis og Soares er - sammen med henved femogtyve andre mindre fremtrædende forfattere - skabt af digteren Fernando Pessoa. Der er ikke tale om pseudonymer; det er ikke dæknavne, som den rigtige digter skjulte sig bag. Faktisk er det snarere lige omvendt: Navnet Pessoa kommer af det latinske 'persona', som betyder maske, og denne maske dækkede over de forskellige personligheder, der materialiserede sig i Pessoas bevidsthed. Han må i et eller andet omfang have oplevet dem som virkelige; i hvert fald skriver han i et brev: »Jeg kendte deres venskaber, hørte, inden i mig, deres diskussioner og uenigheder, og heri, forekommer det mig, var jeg, skaberen af det hele, den, som tog mindst del. Det er, som om det hele skete uafhængigt af mig«. Det var ikke bare stemmer, de havde hver især en biografi og en fysiognomi, de havde hver deres litterære stil og hvert deres verdensbillede. Det var ikke pseudonymer, men 'heteronymer'.