Det eneste, der mangler i Agnete Friis' debut med børnekrimien om 'Alberte og det mystiske brev', er en hund. Der plejer at være hunde med i dén slags bøger. På kanten mellem leg og alvor og 6. klasse finder Alberte og Sep sammen om et mysterium, og de får en fælles hule. Uden Albertes spidsnæsede lillesøster var det dog aldrig gået så godt, som det gør. Hun er hunden. Forbrydelse kommer heller ikke til at betale sig i denne omgang, og i den store afsluttende scene kysser Alberte sin Sep på munden, mens klassens dulle vrænger mund og vedgår, at hun selv havde lavet sugemærket med en støvsuger. Det er ikke mysterium alt sammen. Det kriminelle bryder frem, da postvæsenet afleverer et brev fra Amerika med 65 års forsinkelse til plejehjemsbeboer Bertil Agerskov, hvis hukommelse har kendt bedre dage. Den onde forstander for plejehjemmet 'Lykkebo' åbner brevet og forsøger sig som guldgraver efter dets anvisninger, hvilket fører ham til børnenes hemmelige sted. Den uheldige brevmodtager er desuden morfar til Sep. Så ruller rollatoren, ogmobilerne ringer de forkerte steder. Og: »Ingen af dem havde nogensinde set så meget guld på én gang før ...«. Alt efter temperament kan 'Alberte og det mystiske brev' benævnes som lunken trivi eller en rask lille sag. Den er i hvert fald skrevet med gåpåmod i et uangribeligt sprog. Enkelte steder knirker det forudsigelige plot, men så er der i tilgift nogle forunderlige beskrivelser af pigehierarkiet i en 5. klasse sidst på foråret. Godt man ikke går i dén klasse! Mysteriebøger er en ædel genre, som Agnete Friis tydeligt har et blik for. Normalt skrives den slags jo ellers af mænd. Og det kan nemt gøres bedre. Helt godt er det i Ida Jessens fire bøger fra den norske skærgård, hvis man lige må minde om dem.