0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Norsk undergrund

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En mand og en dreng på rejse gennem et halvt århundredes historie i en vellykket blanding af satire og magi. Den tyske besættelse af landet i 1940'erne, den marxistiske besættelse af hjernerne i 1970'erne og 1990'ernes hurtige penge og spindoktorpolitik bliver til én lang selvironisk saga om det norske folk.

Helten med det ucharmerende navn Kapo har været en betroet mand i et medie-rådgivningsfirma, som er gået i gulvet. Han selv er røget med ned i brædderne, faktisk helt ned i det underjordiske, hvor han klæder sig ud som vagtmand i Oslos tunnelbane for at finde et andet af konkursens ofre, den otteårige Kain, søn af firmaets chef, der har skudt sig, og hans kone, der er blevet tosset. Knægten er blevet soldat i graffitiens enmandshære, med tatovering i panden og rotte på skulderen. Kapo beslutter sig for at adoptere den nærmest forældreløse dreng og trække ham med gennem sin historie.


Jørgen Norheim opfører denne histories forskellige akter med stor opfindsomhed på et sprudlende nynorsk, der strutter af konkrete detaljer og mytologiske overtoner. Kapo finder ud af, at hans kommunistiske mor har haft et forhold til en sovjetisk soldat i 1945, som han føler må være hans far. Ganske vist er han selv først født i 1968, så han arbejder længe med en teori om en graviditet af 23 års varighed, men finder senere en sammenhæng, der rimer bedre med naturlovene og dog yder teorien om den forsinkede udløsning ideologisk og poetisk retfærdighed.

Hovedpersonens forklædningsevne fører til en hel del god satire. Som diplomat får han lejlighed til at udstille sine landsmænds forgabelse i det amerikanske og i kongehuset. Som medierådgiver får han fremskridtspartiets Carl I. Hagen op at stege. De meget tydelige parodier, specielt den her med de seneste års norske politik, har det med at rive sig løs fra grundfortællingen.

Men så vender Norheim tilbage til de to outsidere, manden og drengen, der ser på samfundsteatret udefra, som en art fremmede turister fra underverdenen, og strikker deres lille historie ind i den store med rig fantasi. Som norgesbillede er romanen en art menuetudgave af Jan Kjærstads store symfonier.

Bogen er skrevet med lethed og ynde. Og så er den morsom, hvad der sjældent er tilfældet med bøger nomineret i denne sammenhæng. 'Ingen er så trygg i fare' er vist hverken tung nok eller alvorlig nok til at have en chance i Nordisk Råds konkurrence, skønt den ville have det i en mere letsindig verden.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu