Jeg gik og troede, at Dostojevskij med sine lukkede verdener, og dertil lukkede ordforråd, var nemmere at oversætte end Tolstoj. Men nu er jeg kommet i tvivl efter at have set, hvor svært tre danske oversættere (Ejnar Thomassen i 1942, Georg Sarauw i 1943/1963 og nu Jan Hansen) har ved at få ham rigtig på plads. Ikke for det: Jan Hansens nyoversættelse fungerer godt. For eksempel er hans »Ikke at han var en kryster og fej«, bedre end: »Grunden hertil lå ikke i, at han var bange eller skræmt/ indesluttet af sig« som hos hhv. Sarauw og Thomassen. (Ingen af de tre har desværre bevaret den betydning af 'kuet' der ligger i et af de russiske ord). Men skal jeg være brutalt ærlig, så er der også steder hos de gamle, der er bedre end hos Hansen. Når man ikke har vasket hænder i fem dage, er ens hænder (blandt andet) fedtede; de er ikke »indsmurt i fedt«, som Jan Hansen oversætter det. Men sproget fra fyrrerne kan virke bedaget. Her har Hansen en fordel; især replikkerne lykkes godt for ham: der er mundret fart over dialogerne. (Dostojevskij er nemlig meget slagfærdig). Men stikprøvekontrollen er hård ved Hansen: et par steder har han decideret misforstået meningen, således siger Raskolnikov et sted, at han personligt vil forvisse sig om noget - det oversætter Hansen, som om han vil forsikre Svidrigajlov om noget. (Sarauw og Thomassen har det rigtige). Et andet sted skriver Dostojevskij, at Raskolnikov i sin næsten sanseløse tilstand lige efter mordet »var lige ved« at gå tilbage til den sidegade, han kom fra, fordi der var en menneskemasse, han kunne blive opslugt af. Det får Hansen til at »han havde mere lyst til« at gå tilbage. Sarauw forholder sig frit og skriver: »Han måtte se at komme tilbage til sidegaden«. Men det gengiver bedre Raskolnikovs tilstand end den 'lyst' Hansen opfinder. Han begår i øvrigt den dødssynd at tilføje et for den ekstreme sindstilstand dræbende 'altså' i næste sætning.