0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Misforståelser, sløringer og dødssynder

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg gik og troede, at Dostojevskij med sine lukkede verdener, og dertil lukkede ordforråd, var nemmere at oversætte end Tolstoj. Men nu er jeg kommet i tvivl efter at have set, hvor svært tre danske oversættere (Ejnar Thomassen i 1942, Georg Sarauw i 1943/1963 og nu Jan Hansen) har ved at få ham rigtig på plads.

Ikke for det: Jan Hansens nyoversættelse fungerer godt. For eksempel er hans »Ikke at han var en kryster og fej«, bedre end: »Grunden hertil lå ikke i, at han var bange eller skræmt/ indesluttet af sig« som hos hhv. Sarauw og Thomassen. (Ingen af de tre har desværre bevaret den betydning af 'kuet' der ligger i et af de russiske ord).

Men skal jeg være brutalt ærlig, så er der også steder hos de gamle, der er bedre end hos Hansen. Når man ikke har vasket hænder i fem dage, er ens hænder (blandt andet) fedtede; de er ikke »indsmurt i fedt«, som Jan Hansen oversætter det.

Men sproget fra fyrrerne kan virke bedaget. Her har Hansen en fordel; især replikkerne lykkes godt for ham: der er mundret fart over dialogerne. (Dostojevskij er nemlig meget slagfærdig).

Men stikprøvekontrollen er hård ved Hansen: et par steder har han decideret misforstået meningen, således siger Raskolnikov et sted, at han personligt vil forvisse sig om noget - det oversætter Hansen, som om han vil forsikre Svidrigajlov om noget. (Sarauw og Thomassen har det rigtige).

Et andet sted skriver Dostojevskij, at Raskolnikov i sin næsten sanseløse tilstand lige efter mordet »var lige ved« at gå tilbage til den sidegade, han kom fra, fordi der var en menneskemasse, han kunne blive opslugt af. Det får Hansen til at »han havde mere lyst til« at gå tilbage.

Sarauw forholder sig frit og skriver: »Han måtte se at komme tilbage til sidegaden«. Men det gengiver bedre Raskolnikovs tilstand end den 'lyst' Hansen opfinder. Han begår i øvrigt den dødssynd at tilføje et for den ekstreme sindstilstand dræbende 'altså' i næste sætning.


Det er måske småting, men på et meget centralt sted i slutningen af romanen, hvor Hansen ellers så medrivende oversætter den amoralske vellystning Svidrigajlovs præcise og kyniske udlægning af Raskolnikovs kuldsejlede overmenneskeprojekt, slører oversættelsen dette projekts essens.

Svidrigajlov siger ganske rigtigt: »Hvis det altså virkelig er Deres ærlige overbevisning, at man ikke må lytte ved dørene, men gerne flække hjerneskallen på gamle kællinger, hvis man har lyst til det, hvorfor stikker De så ikke af til Amerika? (...); jeg forstår så udmærket hvilke betænkeligheder, der er opstået hos Dem. Af moralsk art, ikke sandt? Betænkelighederne hos en samfundsborger; betænkeligheder af menneskelig art? Men lad de tanker fare! Hvad gavn har De af den slags overvejelser nu? Hæhæ! Fordi De stadig betragter Dem selv som en samfundsborger og menneske? Hvis det er sådan, det forholder sig, kunne De bare have ladet være med at stikke næsen så langt frem og blive indblandet i den slags«. (Min kursivering, MT). Raskolnikov er da ikke blevet 'indblandet' - han har i den grad truffet et valg.

Hos Dostojevskij står der da også: »give Dem af med noget De ikke egner Dem til«. Pointen er jo, at Raskolnikov ikke egner sig til mord; det gør derimod Svidrigajlov, som har begået mord uden skrupler, og nu tilbyder han såmænd Raskolnikov penge til flugten.


Alle tre oversættere har på mystisk vis misforstået en ganske enkel ytring, hvor Svidrigajlov siger, at han ellers ville have udsat en samtale om Raskolnikovs sag, men at denne nu tirrer/pirrer ham til at tage den op. Det giver mere mening, end hvad vi får hos for eksempel Hansen:

»Sagen er unægtelig pirrende for fantasien. Men det må jeg have til gode til en anden gang, for De ville virkelig været i stand til at gøre selv en død mand nysgerrig«.

Sprogligt er det veloplagt, men det havde givet den rigtige mening, hvis der havde stået som hos Dostojevskij: »Det er en fantastisk sag. Jeg ville have ventet med den til en anden gang, men De er jo i stand til at tirre en død til live«. (Mine kursiveringer, MT).

Den danske læsers tilegnelse kan bremses af mange små urimeligheder i teksten, som opstår på grund af oversætternes (ikke kun Hansens) manglende forståelse. Men dette værk har jo bevist, at det kommer ind under huden alligevel. Og når alt er sagt, vil jeg stadig hævde, at den nye oversættelse overordnet set fungerer. Der er bare ingen grund til at skrotte de gamle.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce