Tænk at bo i et land, hvor der kan udkomme en bindegal billedbog af to mennesker, der er ligeså! En forfatter og en tegner. Mouritzen og Bregnhøi slår til igen. Nu midt i Bindegal By. En bog som 'Det gale alfabet' er ligesom en uartig rosin i pølseenden på den stadige strøm af billedbøger. Den er totalt hæmningsløs og uden sans for hverken dikkedik eller badutspring. Vi har snesevis af gode tegnere, men ikke så mange til at skrive deres tekster. Peter Mouritzen holder sig i kanten af det gode selskab og allierer sig igen med den allersæreste - eller i hvert fald næstsæreste - af de sære tegnere. Hvad har Rasmus Bregnhøi gang i? Historien rimer på Mouritzens egen grovkornede facon. Han forsøger dog. Men det er vigtigere at fortælle om menneskefængeren fra Bindegal By, der tryllebandt folk med sin trompet, tog deres ord og frie vilje fra dem og sendte dem ud i en krig mod nabobyen forklædt som trompeter. Her slutter fortællingen så. Hvad har forfatteren gang i? Hvem vandt? Ser man på Mouritzens resultattavle, så har han forbrugt ti tegnere siden debuten som billedbogsfortæller i 1986. Med Rasmus Bregnhøi har han fundet en fælle i forvrængningens kunst. Figurer og trompeter bevæger sig stivbenede rundt i et (mest) giftiggrønt landskab, hvor alt ser anderledes ud. Her er to, der swinger sammen. Tegneren kan ikke afværge Bindegal Bys fremmarch, men han kan antyde noget fortidigt. Så dumme er de ikke mere i Bindegal. Nu ser de 'Popstars'. 'Det gale alfabet' er medlem af en (bog)klub, hvor de sammensvorne sniger sig frem i det brede billedbogsspor, i håb om at der ikke bliver lagt mærke til dem. De leverer de kompromisløse (og vrisne) visioner, som er hævet over bibliotekers bogvalgsmøder, børnehavers puderum og enhver Ole Lukøje-natlampe. Det er vist ikke noget for børn! Jo! Vel er det så. Især hvis disse er småvrisne og gerne vil provokeres. Men en billedbog som 'Det gale alfabet' nærmer sig først og fremmest den uopdagede genre i svøb: Billedbøger for store børn - og opefter.