0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fornemmelse for mord

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Nordmosen' er et islandsk boligkompleks af beton.

En far kommer hjem med sine sønner og opdager den vidåbne dør til kælderlejligheden. Faren er diskret og velopdragen, det er den ældste søn på ni år ikke, før faren kan nå at gribe ind, har sønnen inviteret sig selv indenfor og kommer ret upåvirket ud igen. Der ligger en død mand derinde. »Du ser for mange film«, siger faren.

Den døde mand har været i nærkontakt med et meget tungt askebæger, og før morderen skred fra gerningsstedet, efterlod han sig en håndskreven besked på offeret. Bare tre ord på et stykke papir. Arnaldur Indridason har fornemmelse for mord, og han har fornemmelse for sprog, og for at blive ved sproget, så flyder mennesker normalt med strømmen, fordi det er nemmest.

Men der findes øjeblikke, når vi er meget ophidsede, kede af det eller ude af os selv, hvor vi havner på tværs. Og ordene slipper ud af os snarere som kvæk end sprog. Det er dette studse sprog, Arnaldur Indridason kan ramme.

Igennem bogen er der flere sådanne beskeder, der ligner udbrud fra en sjæl i pine, men ikke nødvendigvis den samme sjæl. For der er ikke bare sket et mord i nutiden, for længe siden døde en lille fireårig pige under mystiske omstændigheder. Det er den lille døde piges skæbne, som hurtigt bliver hovedsagen for læseren.


Romanen afdækker forbindelseslinjerne mellem det nye mord og det gamle dødsfald. Det er en tragedie, som langsomt og sikkert vokser, imens lærer læseren en masse om, hvordan universitetshospitalet tidligere opbevarede organer i 'Krukkeriet', og hvad Center for Genetisk Forskning kan afsløre, når forskellige databaser bliver samkørt, og en families tragedie bliver synlig.

Det hele bliver afviklet i en blanding af traditionel veloplagt krimidialog mellem hovedpersonen Erlendur og hans kolleger, isprængt disse løsrevne, patetiske, rent ud sagt melodramatiske og gribende beskeder.

Skriften på den lille piges gravsten er for hærdede sjæle. Netop det med hærdningen kniber det med for kriminalassistent Erlendur, der også selv har ondt i livet, ikke mindst i de voksne børn. Sønnen er på alkoholafvænning, og datteren Eva Lind er på stoffer. Det er måske ét problem for meget og en mild overdrivelse i en ellers sikker krimi. Eva Lind bærer samtidig på en hemmelighed, som den detektivvante far hurtigt gennemskuer.

Det er en hemmelighed, som godt kan gøre en far bekymret. Far og datter har bitre sammenstød, men kan til sidst næsten tale sammen, når de skal huske en ørehænger om nutiden: Nutiden er et gammelt øg/ Med hovedet fuldt af grød/ Med hjertet lagt på is/ Og hjerne som en nød.

Der er faktisk noget med en hjerne, der er blevet væk og også indtil flere grødhoveder, som kriminalassistent Erlendur meget bedre kan håndtere end små døde piger. Det er blandingen af det rapkæftede og det menneskelige, der gør krimien til et underholdende hit. For der går en lige linje fra de første studse udbrud af smerte og til den fuldt artikulerede tragedie og menneskelige nedtur, der står mejslet i det islandske regnvejr til slut.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce