0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Malstrømmen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Sæsonen slutter' begynder en sensommermorgen: Dagen melder sig »med et lille klemt en knirken en lysnen bag gardinet en harken et grynt et snork en rejsning en fyldt blære en smerte et minde en drøm og det er alt sammen fuldstændig uinteressant og fællesgods kort sagt en betingelse eller et vilkår som ikke er til diskussion der er i det hele taget ikke noget at diskutere som man ligger dér og mærker bevidstheden vende tilbage«.

Dén prosalyriske - og kommaløse - bevidsthedsstrøm, der her pibler i gang, fortsætter gennem tredive, godt og vel én side lange afsnit; og citatet er karakteristisk for bogen i den forstand, at flere niveauer her flyder sammen: Den ydre verden; de kropslige funktioner; de uvilkårlige erindringer og fantasier; og den selvkritiske refleksion.

Vi er kort sagt helt inde i hovedet på hovedpersonen og følger hans tanker, mens de bliver til, hulter til bulter. Den bevidsthed, der strømmer gennem bogen, er samtidig en litterær bevidsthed: Ingemann, Shakespeare, Inger Christensen og andre dukker op i større eller mindre brudstykker undervejs.


Trods forgreninger og enkelte bifloder følger bevidsthedsstrømmen tydeligvis ét forløb: Det begynder i første stykke med »en banal feber« hos jegpersonen, et lille, men uafviseligt irritationsmoment. Midtvejs, i stykke femten, er der imidlertid ikke længere bare »tale om en sten i skoen men om en klippe en kolos et mount rushmore«:

Det er ikke længere jegpersonen selv, men den elskede, der er syg, og dén sygdom er alvorlig og kræver hospitalsindlæggelse. I de sidste stykker vender den elskede dog hjem som rekonvalescent, og bogen slutter med at brede sit tema - den uomgængelige, uforudsigelige død - ud i et større perspektiv: I det sidste stykke sidder de to elskende og ser terrorangrebet 11. september i fjernsynet.

Denne afsluttende udvidelse af perspektivet er egentlig unødvendig for bogen - og 11. september er en lidt for oplagt måde at gestalte det store perspektiv på. Men det gør nu ikke så meget.

Og det gør slet ingenting, at temaet ikke er spor originalt (hvilket bogen gør et lidt for langstrakt nummer ud af at være bevidst om). Det gør heller ikke noget, at det grundlæggende stilistiske greb - stream of consciousness - er et klassisk modernistisk trick. For det særlige ligger i detaljen - og detaljerigdommen:

Rifbjerg viser endnu en gang, at han er i stand til med stor præcision at registrere de mindste rystelser i sjæl, krop og omverden. Hans seismograf er et rigt, herligt friskt og ukunstlet dansk. I 'Sæsonen slutter' hvirvler angst, fortrængning, besindelse, erindring og idiosynkrasi rundt i en bevidsthedsstrøm der - takket være Rifbjergs eminent sansende sprog - bliver stærkt medrivende: Man suges rundt om dødens sorte hul.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce