Man hensættes i en sær sprød stemning fra fortiden ved at genlæse Poul Vads hovedværk 'Taber og vinder'. Verden er uoverskuelig, ens eget lille liv meningsløst, man registrerer virkeligheden, og at gøre det, er det mest uvirkelige af alt. Nøjagtig sådan var stemningen i 1950'erne. Jeg ved det, jeg var der selv. Bogen er ganske vist først fra det følgende årti, men den holder trolig fast ved stemningen, til dels også figurerne, fra sin forgænger 'De nøjsomme'. En mand sidder på et hotelværelse i Paris. Hans økonomi er stram, den rækker kun til morgenbrød fra bageren og lunken Nescafe fra vandhanen. Han vil studere maleriudstillinger, men falder i staver over de besøgende og kan kun koncentrere sig om deres koncentration, ikke selv præstere nogen. Han føler, han er ved at »falde fra hinanden i stumper og stykker«. Så prøver han at skrive, skrive noget der er virkeligt, ligesom Peter Seebergs hovedperson i 'Fugls føde'. Han skriver »Notre Dames klokker ringer«, han fantaserer videre: »jeg hørte for mig klokkernes højtidsfulde ringen blande sig med storbybruset«. Det kører for ham, men i Vads præcise stil fornemmer man jo også sølvalder og kliché bag dette brus. Det samme gør hovedpersonen, der afbryder sig selv: »jeg kom ikke længere end til disse første ord, Notre Dames klokker ringede jo overhovedet ikke, det var noget vås slet og ret«. Ja, sådan var det. Den nihilistiske fornemmelse, som i virkeligheden dækkede over sin modsætning: at man var sat til noget stort og sammenhængende og virkeligt, som bare ikke ville indfinde sig. Seeberg bragte sin nihilist ud af fatning ved hjælp af en etisk fordring, Vad lod sine nihilister blive i deres.