»Jeg var nødt til at trække vejret. Hvordan trækker man vejret?«. Forfatterpseudonymet Nicci French er et engelsk ægtepar (Nicci Gerrard og Sean French), og de skriver professionelle krimier, der handler om spænding, spænding og atter spænding. De sigter ikke efter den store dybe samfundsanalyse, i stedet sænker de sig lige nøjagtig to millimeter under huden på deres hovedperson Abbie Devereaux, og fra det sted kan meget fortælles. For det er nøjagtig her, det krybende ubehag lejrer sig. Ikke mindst hos det arbejdsomme, pligtopfyldende, trællende storbymenneske fra London. 'De levendes verden' er en gyser om at gå på arbejde og især en gyser om at lade være, og den tilstand, som det hensætter sindet i. Frenchs krimi starter med en svinebinding, en kidnapning, hvor det hverken er muligt at se, føle eller trække vejret på normal vis. Abbie føler sig udstoppet, engang var der luft, for ikke så længe siden kunne hun også trække ilt ned i lungerne. Abbie er bagbundet, hun har en klud i munden og en hætte over hovedet. En snor om halsen. Hun kan overhovedet ikke bevæge sig. Hendes fangevogter våger over hende med sin hæse stemme og fortæller om dem, han før har myrdet. Og Abbie ved ingenting, for hukommelsestabet har skovlet hendes umiddelbare fortid til sig. Og bagefter sidder oplevelsen i hende som et hysteri, der kan genudløses på mindste foranledning.
Ubehag i mørket
Lyt til artiklen
