Det er ikke, fordi man ikke genkender og alvorligt sympatiserer med Peter Øvig Knudsens inspiration - en journalist på alvorlig nedtur, i tvivl om sig selv og hele sit projekt. Journalistik som pølsesnak og bedrag - emnet er temmelig aktuelt - men hvordan skal man realisere det? Klovnen, der skriver, er ham selv på et gammelt foto fra en bog, han slet ikke selv har skrevet. Nyt oplag - det er i hvert fald ikke ham. Hans eget liv er på vej ned ad en slisk. Han er ved at blive skilt fra den gravide Maria, han tager bopæl på landet, han står med én fod oppe og én fod nede på den rullende trappe i stormagasinet, hans redaktør kræver action og interview, men han kan ikke. Der er nogen, der ringer til ham om natten og ånder tungt i telefonrøret, og hele tilværelsen er en meningsløs dyster blanding af symbol og realisme, hvor realismen langsomt siver bort og mareridtene tager over. Han trænger til ferie eller orlov, men han har ingen at tale ud til. Det plejer at være omvendt: Folk taler ud til ham.
En kæntret verden
Lyt til artiklen
