Mellem første og sidste sats af Mahlers 5. symfoni spinder Hjørdis Varmer en historie om jødepigen Sara fra Budapest, svenskeren Wallenberg og Adolf Eichmann, der har lagt navn til bogen: 'Blodhunden fra Budapest'. Sara overlevede og er nu tilbage i Budapest. Vi er midt i 1980'erne. Sara spiller fløjte i orkestret, og når hun ikke er på, vrimler minderne frem fra året 1944, hvor de ungarske jøder skulle dø. Da dukker Raoul Wallenberg op midt i den forudbestemte bane som endnu en Schindler. Han udvider med snilde, mod og behændighed den svenske stats territorium med adskillige svenskerhuse og udsteder tusinder af svenske pas. Det er en god historie med en sørgelig udgang. Senere kommer russerne, og de er heller ikke så rare. Det er mange bolde, der skal holdes i luften, mens Mahler bruser i baggrunden, for samtidig skal 'Blodhunden' og de andre personer jo introduceres, dertil byens geografi, lidt historie og en venindes svenske forbindelse. Det er ikke lykkedes særligt godt at skabe én sammenhængende historie, der letter. De enkelte elementer kan være spændende nok som styrkeprøven mellem Den Gode og Den Onde, eller de kan være sørgelige som Saras liv i ghettoen. Men der er for meget benovelse og sentimentalitet og alt for lidt nerve over fremstillingen. Hvad gik galt? Hjørdis Varmer har beriget danske børn med bl.a. de fire bøger om Peter Sabroe i selv samme dokudrama stil. De har varme og nærvær og er ikke nær så kringlede som 'Blodhunden fra Budapest'. Behandlingen af de europæiske jøder under Anden Verdenskrig er et meget velbeskrevet emne, også i børnelitteraturen. Måske man skulle have ladet det blive ved det.