Iben Krogsdal har skrevet en mærkelig og martrende bog om, hvordan guderne stadig tager os ved vingebenet. Vi siger, vi ikke tror, men alligevel omgiver vi os med bestemte billeder med en voldsom og rituel magt. Men Helena Christensen er en slags gud i overstørrelse, en myte, der materialiserer sig på høje plakater rundt omkring i byens rum. En myte, der kan tvinge andre, mere almindelige kvinder i knæ, når det gælder ungdom og elegance. Iben Krogsdals roman er en bog i flere lag, Helena hører hjemme i et af lagene. Mens hovedlaget handler om landsbypræsten Karen, der bliver voldtaget en dag, hun er på løbetur. I et tredje lag slår englene flik-flakkende ned. Og endelig så er der også en gammel urgræsk myte om Hebe på spil. Hebe er den græske gud for evig ungdom. Især det sidste lag, det græske lag, kommer lige dumpende ind fra højre, og går bekvemt på plads i et ret intellektuelt udtænkt plot, hvor vores ungdomsfetichisme lige skal udstilles og sættes ind i en uventet sammenhæng. Læseren gyser måske allerede ved tanken om den klamme hensigt, men samtidig kan Iben Krogsdal noget i denne bog, som er ubehagelig godt gået. Til at begynde med kan hun gøre englene levende, for når engle lander højt oppefra, så slår de med deres vinger, der kan være mere end tredive kilo tunge, og så er lyden sådan »slik slak flik flak«. Præsten Karen tror selvfølgelig ikke på engle, men det gør skøre Poul, som kommer i hendes kontortid.
Når engle slår til
Lyt til artiklen
