Englesang med motorlarm

Nu er der også 'motorlarm' i Den Danske Salmebog. Ole Sarvig skriver i en vintersalme om de frosne marker, som før »sang af le/ og klang af råb/ og motorlarm«. Salmen er fra 1952 og en af de 142 nytilkomne i den bog, som udkommer på mandag og pinsedag bliver taget i brug i landets kirker. Ti års drama er slut, nu skal der synges og bedes og læses efter den ny autoriserede udgave, som kun er den 15. i rækken siden reformationen. Den hidtil autoriserede holdt i halvtreds år fra 1953.

Fra englesang til motorlarm - det er spændvidden i en bog, som både skal bære mindelser om den himmelske hærskare, som ifølge evangeliet engang optrådte for hyrderne på marken ved Betlehem, og have brugsværdi for mennesker anno 2003. Intet under, at der har været kirkekamp i de ti år, der er gået, siden Salmebogskommissionen blev nedsat i 1993 under ledelse af Københavns biskop, Erik Norman Svendsen.

Havde det stået til den seneste af de syv kirkeministre, som har hersket, mens kommissionen har arbejdet, altså til sognepræst Tove Fergo, var der slet ikke kommet nogen ny salmebog. Men det stod ikke til hende. Biskopperne bankede ministeren på plads (også i denne sag), og sådan gik salmesangen hen og blev bidrag til den skilsmisse, som kirke og stat står over for. Der kommer næppe flere kongeligt autoriserede salmebøger i Danmark. Om 50 år er kirken efter al sandsynlighed privatiseret, hver fugl vil synge med sit næb og hver menighed med sin salmebog.


Klokken slår, tiden går, og skal man ud fra salmebogen sige én ting om, hvor den går hen, så er det i retning af mindre fortryllelse. Kirkens verden synes uvægerligt at blive mere og mere hverdagsagtig og normalmenneskelig. Mens Grundtvig kunne buldre, at »I kvæld blev der banket på Helvedes port«, så bidrager moderne salmedigtere mere med terapeutisk tale om godt og dårligt humør, som kun ved at være 'sjælekval' akkurat kvalificerer sig som salmestof. Thi salmer er jo altså sange, der har et ekko af evangeliet, som det hedder i Jørgen Kjærgaards enorme tobinds Salmehåndbog, som også udkommer nu. Et stadig svagere ekko, fristes man til at sige.

Men når Salmebogskommissionen har lagt øret mod en sang og ikke kunnet høre noget som helst ekko af evangeliet, så har sangen trods alt ikke fået lov at komme med, uanset hvor populær eller 'indsunget', den er. Det gælder f.eks. Kim Larsens 'Om lidt bli'r her stille', som synges til mange begravelser, men fremdeles ikke vil være at finde i salmebogen. Troen ser Vorherre og Salmebogskommissionen på, og salmer uden tro er ikke salmer.

Men grænsen mellem kirkens verden og virkelighedens er alligevel ikke så nem at drage. »Vor Bjørn han er så Lom en Borg«, kvad en knotten Johannes Møllehave for nylig, da han havde hørt en prædiken med hyldest til regeringens miljøorakel. Møllehave, der ikke syntes godt om sin kollegas politiske brug af aktualiteten er selv blandt de nu autoriserede salmister med to smukke digte, der formår at forene højtid og enkelhed. Det ene er om Lazarus, som stod op af døde, det andet fremstiller noget så abstrakt som 'nåden':

Nåden er din dagligdag, Hverdagen, det nære. Mennesker at leve med, Nåden er: at være (...) Uden håb og uden Gud Lar vi døden råde. Tro og håb og kærlighed Får vi kun af nåde











Nærhedsprincippet, altså: Man mærker det overalt i salmebogens nye bidrag. Der er ligesom blevet kortere til Himlen, og det gælder ikke mindst, når der skal bedes. For Den Danske Salmebog er jo ikke kun syv hundrede sider salmer, den er også hundrede sider ritualer, to hundrede sider bønnebog og bibelord samt tre hundrede og halvtreds sider alterbog med kollekter og bibelske læsninger; til sidst kommer de historiske oplysninger og alle registrene (fornuftigt placeret her i modsætning til 1953-salmebogens forvirring med salmeregister på side 779 og herefter forfra med nye sidetal).

Alt i alt ét tusind fire hundrede og seksogtredive tætte sider med alt fra Augustin, ak du lieber, til Johannes Værge. Sidstnævnte er i disse år præst ved Københavns Domkirke, hvorfor mange vil kende de bønner, han dagligt i Danmarks Radio sender ud over landet og videre til himmels. Det siger meget om livet på Jorden netop nu, hvad der råbes til Himlen om. Og salmebogen bliver med sine to tusind års tekster et stærkt vidnesbyrd om verdens gang, dens fortryllelse og affortryllelse.


Historiens vingesus bliver i den ny udgave så meget desto stærkere, som Salmebogskommissionen ikke har forsøgt at modernisere de gamle salmer, tværtimod. Det har været en udtrykkelig bestræbelse, nedfældet allerede i kommissoriet, at bringe Kingo, Brorson, Grundtvig etc. så tæt tilbage på deres oprindelige form som muligt frem for at lade dem stå i deres senere bearbejdelser.

Men her er man løbet ind i kolossal modstand fra de forhærdede tidselgemytter rundt omkring i kirkerne, som har vænnet sig til salmernes form i 1953-udgaven og ikke vil høre tale om ændringer. Hvad nytter det, at Brorson skrev »Her kommer dine arme små«, når alle plejer at synge »Her kommer, Jesus, dine små«? Og i Ingemanns 'Glade jul' vil englene fremdeles dale ned i skjul, skønt salmisten faktisk skrev, at »Engle flagre bag sky i skjul«.

Der var hundred- eller tusindvis af denne type forslag til restaurering i Salmebogskommissionens tidlige oplæg, men langt de fleste er blevet droppet i den endelige udgave, for menighederne ville ikke finde sig i det. Og når det gælder så kendte salmer som de ovennævnte, er der det særlige problem, at de er kendt selv af folk, som kun kommer i kirke én gang om året, nemlig juleaften. Disse folk er de allermest konservative og ønsker sig kun at høre de kære ord, de altid har hørt.

Så der har været et vældigt element af hen-til-kommoden-og-tilbaws-igen i Salmebogskommissionens arbejde. En smagløs sjæler som 'Nærmere, Gud, til dig' var indstillet til udryddelse i kommissionens forslag år 2000, men ramaskriget var stort og frygter ikke: Slå trygt op på nr. 26, den er der endnu. Når orkestret på 'Titanic' kunne sidde og spille den drævende melodi, mens skibet sank mod dybet, så vil danske kirkegængere naturligvis ikke fratages samme nostalgiske fornøjelse (for øvrigt er hele musik- og melodi-aspektet af den ny salmebog en sag, vi gemmer til en anden lejlighed).

Også 'Et kors det var det hårde, trange leje' forsøgte kommissionen at afskaffe, men fik selvfølgelig kun had til bolster og kun hån til hynde: Det er så blevet nr. 209 i Den Danske Salmebog. Salmesang er ikke for smagsdommere, lød det derude fra bænkerækkerne, og den højt kvalificerede kommission har måttet lade mangen kamel gå gennem nåleøjet, selv så hulkende et stykke salonkunst som 'Jeg så ham som barn med det solrige øje': »(...) når hjertet står stille, og øjet vil briste/ da hilser jeg ham med et smil, med det sidste«. Snøft.

Selv salmer, som ikke engang var med i den gamle salmebog, har de kirkelige græsrødder forlangt medtaget mod kommissionens vilje. Når nu en bryllupssalme som Johannes Johansens 'I blev skabt som mand og kvinde' i dén grad er 'indsunget' trindt omkring i kirkerne, så må den jo med i den ny salmebog. Johansen (f. 1925), Helsingørs tidligere biskop, har fået hele fjorten salmer og to bearbejdelser med.

Blandt andre nytilkomne er H.C. Andersen med 'Barn Jesus i en krybbe lå' (den var faktisk ikke med i den gamle salmebog) og 'Jeg har en angst' (se salmen her på siden). Den nulevende nordmand Svein Ellingsen er en topscorer med hele elleve nye salmer, en slags Grundtvig light, meget light. Man skal nok komme mere i kirke, end jeg gør, for at forstå de uransagelige veje, ad hvilke den slags sker.


Men ét er salmer, som sagt, et andet bønner, ritualer og bibelord. Sidstnævnte gengives selvfølgelig i den nye, blege, pæne bibeloversættelse, som står i stærk kontrast til fyndige fuldkorn af de store gamle salmister, som lykkeligvis ikke er nyoversat. Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, og gudskelov for, at Salmebogskommissionen ikke har været en demokratisk nedslibningsmaskine i stil med den ny bibeloversættelses effektive mestre.

For resten får 'Fader vor' lov at stå på salmebogens sidste side i både den gamle og den nye version: »Fader vor, du som er i himlene!/ Helliget vorde dit navn« versus »Vor Fader, du som er i himlene!/ Helliget blive dit navn«. Så der er fortsat basis for mumlekrig på kirkebænkene, når bønnen over alle bønner skal bedes.

Fadervors fastholdte flertalsform, 'himlene', antyder muligvis en demokratisk valgm