Sjældent har jeg læst så stærk en erindringsbog. Her brænder der noget på, på hver eneste side. Inspireret af en japansk buddhistisk munk har den amerikanske tegneserieskaber Lynda Barry tegnet sine dæmoner. Alt, hvad der siden barndommen har sat sig som nagende minder i hendes meget følsomme sind, er behandlet med den voksne fortællers sans for en god historie og dybe respekt for den pige, hun var, og de betingelser, hun levede under. Det er rare sager som svigt, mobning, selvmord og incest. Men det er også tilsyneladende småting som lus, hunde og cikader. Hundrede dæmoner hedder bogen, men faktisk er der kun 17 gange 'Dagens dæmon', svarende til bogens 17 kapitler. Resten kan man gætte sig til, ligesom at det gennem læsningen går op for en, hvor lang rækken af ens egne må være. Hun opfordrer ligefrem med et instruktivt afsluttende kapitel til, at man selv går i gang med at tegne sine dæmoner. Det er sjovt, siger hun. Det er i hvert fald 'sjovt' at læse om Lyndas. Hun kalder bogen en opdigtet selvbiografi (autobifictionalography), men fornemmelsen, som man læser den, er, at den er langt mindre opdigtet og langt mere ærlig end flertallet af nøjeregnende erindringsbøger. Dette her er følelsesrealisme og et 'direkte' indblik i en amerikansk piges forestillingsverden. Lynda Barry vokser op i den ende af byen, hvor alle pigerne er drengepiger; de har kort hår, er beskidte og spiller bold på gaden. I den anden ende af byen bor pigepigerne, der er kønne, leger med dukker, og mange af dem er asiater. Lyndas mor er fra Filippinerne, og hendes far, en amerikansk soldat, er ikke til stede en eneste gang i bogen. Men Lynda har tilsyneladende arvet hans udseende, rødhåret med fregner og udstående tænder.