0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livets barske hugtænder

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Herligt, at 'Moskva-Petusjki', som forfatteren kalder et poem, endelig foreligger på dansk. Den handler om en af de mange kloge russere, der i sovjettiden drog i drukkenskabens indre eksil, om flaskernes vej til frigørelse fra en fornedrende dagligdag.

Det var en kultbog i sovjettiden, hvor den cirkulerede flittigt i samisdat, illegal udgivelse, og den er også kultbog i dag. Ved selskaber i alle sociale lag konkurreres lystigt om at kunne flest af poemets mange åndfulde og sørgmuntre passager. Den mindes som en åndelig bombe under sovjetregimet.


»Jeg har gennemlevet, gennemdrukket og gennemtænkt meget og ved, hvad jeg taler om«, siger hovedpersonen Venja, forfatteren Venedikt Vasiljevitj Jerofejev selv.

Gennemdrukket havde også mange andre forfattere, skriver han med stor rette, da spiritus syntes at være benzinen for mange af hans kolleger dengang. »De drak desperat! Alle Ruslands hæderlige mænd! Og hvorfor drak de? På grund af desperation! Fordi de var hæderlige! Fordi de ikke var i stand til at lette folkets lod! Folket var ved at kvæles i fattigdom og vankundighed.

Tag og læs Dmitrij Pisarev! Han skrev: Folket kan ikke tillade sig oksekød, men vodka er billigere end oksekød, så derfor drikker den russiske musjik, han drikker på grund af sin fattigdom! Han kan ikke tillade sig en bog, for på basaren er der hverken Gogol eller Belinskij, kun vodka, såvel den statslige som alle de andre, og dem i glas og dem på flaske! Derfor drikker han, på grund af vankundighed«.

Alle hæderlige begavelser drak, fortæller Venja sine også stordrikkende medrejsende. Venja når aldrig frem til sin kæreste i Petusjki.


»Det gamle fjols til Johan Wolfgang von Goethe opførte sig på samme måde. Tror De ikke, at han havde lyst til at drikke? Selvfølgelig havde han det. Så for ikke selv at slå sig på flasken tvang han alle sine figurer til at drikke. Tag nu bare 'Faust': Er der nogen, der ikke drikker? Nej, alle drikker«.

Russernes stille kamp imod regimet skildres gennem vægringen ved at betale for togture og overkontrollør Semjonytjs løsning på det. Før han kom til, »blev de billetløse jaget ud i reservaterne som indianerne og banket i hovedet med Den Store Encyklopædi, fik bøder og smidt af toget«.

Men Semjonytj »annullerede alverdens bøder og reservater. Han forenklede systemet: Fra den billetløse tog han en millimeter vodka pr. kilometer«. Det nye system »styrkede altså forbindelsen mellem kontrolløren og de brede masser«.


Venja betalte med historiefortællinger, men Semjonytj »følte sig tiltrukket af verdenshistorien udelukkende ud fra et sengekantsperspektiv«. I det lys ville han høre om antikken og Rom. Beretningen om Lucretia og Tarquinius fik han ikke hørt færdig på en tur, så på den næste kastede han sig over Venja: »Nå, hvad så? Fik han så bollet hende Lucretia?«.

Venja giver sine medpassagerer, som han får læseren til at føle sig iblandt, opskrifter på diverse cocktails. »Af en eller anden årsag er der ingen i Rusland, der ved, hvad Pusjkin døde af, men hvordan man filtrerer møbelpolitur - det ved enhver«.

Og det er sand poesi, når Venja snakker med sine skytsengle om livets barske hugtænder.

Omverdenens ringe interesse for russernes skæbne kredses der om, som da »den sortskæggede« spørger den berejste Venja, om russeren er mest værdsat nord eller syd for Pyrenæerne. Han er slet ikke værdsat, ifølge Venja.

Italienerne lægger ikke engang mærke til ham. »En står for eksempel og synger. Og en anden står ved siden af og maler ham, der synger. En tredje står på afstand og synger om ham, der maler ... Man bliver så trist af det! Men de forstår ikke vores tristesse ...«.

Beretningen om revolutionen på Petusjki-egnen er en forrygende parodi på oktoberrevolutionen og Lenins aprilteser fra 1917 om omformning af den borgerlige revolution til en socialistisk. Her leger Venja også med tanken om den socialistisk revolutions omformning til reel frigørelse.

Om tidspunktet for at gå i gang sagde han: »Hvor skulle jeg vide det fra! Når jeg har drukket lidt, forekommer det mig, at det skal være i dag, at det heller ikke havde været for tidligt i går. Men når rusen aftager, tænker jeg nej, i går var det for tidligt, og i overmorgen er ikke for sent«.

Det startede med, at Tikhonov bankede sine fjorten teser op på porten til en landsbysovjet, og så blev der sendt trusler ud i verden. »Et af brevene var til Norges Kong Olav: en krigserklæring med opfordring til kapitulation.

Det andet brev, eller rettere, ikke et brev, men et blankt stykke papir i en konvolut, blev sendt til general Franco: lad ham føle den truende finger i dette, den gamle nar, lad ham blegne som dette papir, forpulede lorte-caudillo! Af Englands premierminister Harold Wilson krævede vi kun ganske lidt: fjern din åndssvage kanonbåd fra Akaba-bugten, men gør eller som det passer dig...«


Vladislav Gomulka, Abba Eban, Moshe Dayan, general Suharto og Aleksander Dubcek fik postkort. »Nu kunne de rigtig glæde sig, de dumrianer, og så kan det måske være, at de anerkender os som subjekter i det internationale retssystem«.

Da Jerofejev skrev 'Moskva-Petusjki' i 1969-70, havde han tidligere påkaldt sig opmærksomhed med 'Psykopatens notitser' (1956-58), det mest omfattende og absurde af hans værker. I 1962 skrev han 'Gode nyheder', som kommunismens anmeldere kaldte »et sjofelt« forsøg på et evangelium for eksistentialister.

I begyndelsen af 1960´erne skrev han en række artikler om nordiske forfattere, der blev afvist som »metodiske makværker«. Så kom 'Moskva-Petusjki' en særlig kold vinter med få passager, som kunne passere censuren. Se bare denne: »Ring bare alle Londons klokker, men i Rusland er der ingen, der løfter hovedet, alle ligger i bræk til halsen, og alle har det skidt!«.

I de efterfølgende år skrev Jerofejev kun til skrivebordsskuffen, i 1985 en tragedie i fem akter. Han havde da fået konstateret den kræft i halsen, som slog ham ihjel fem år efter.

Som professor i russisk litteratur, Vladimir Katajev, skriver i et efterskrift, er Jerofejev ikke »nogen beskeden gæst ved verdenslitteraturens festmåltid«. Hvad der ifølge Katajev fra studietiden adskilte ham fra alle andre, var »hans utrolige fornemmelse for sproget«. Det formår oversætteren, René Wad Andersen, at formidle.


Man skal være meget velbevandret i ikke bare russisk, men også verdenslitteratur for at se alle de skjulte citater fra Tusind og en nats eventyr, Pusjkin, Tjekhov, Jesenin, Tolstoj og mange, mange andre.

Klicheer fra sovjetpressen er også elegant vævet ind. Her hjælper oversætterens udførlige noteapparat, men poemet er også en stor nydelse uden nærmere forklaring. At der er meget at forklare, viser en nyere russisk udgave, hvor kommentarerne fylder 436 af bogens