Det begynder med en gnist eller måske bare nogle hår, der rejser sig på armene af en ung husmandssøn, da han ser en smuk mørk pige ved et sommerbal i nabolandsbyen. Sort hår og sorte øjne, en tynd dansekjole, et par fremstrakte arme og to kroppe, der taler sammen uden ord. Så er handlingen i gang i Cecil Bødkers nye roman 'Siffrine', som er hendes første udgivelse i seks år. Og der er god grund til at glæde sig over, at der er nyt fra Bødkers hånd, for mage til varm og engageret fortælling skal man lede længe efter. Omkring de to dansende, som lynet er slået ned i, svæver en mulighed - en ret ivrig mulighed. Det er fortælleren, der ligesom romanen hedder Siffrine. Hun er henrykt over at have fundet sine forældre. Hvis hun nu bare kan få dem til at fastholde deres interesse for hinanden, kan hun selv blive til. Og heldigvis går mor på sine bare fødder med far hjem på kammeret efter dansen. Fra det øjeblik hører de sammen, og Siffrine bliver til. Historien om, hvordan mor vågner op i fars kammer og bliver mødt af farmors skepsis tilsat kaffe og hjemmebagt brød med smør, fortælles inde fra maven. Siffrine hører det samme som sin mor og gætter sig til resten. Hun erfarer, at far arbejder ude i brunkullene, og at det bestemt ikke passer farmor, at far har taget en tatertøs med hjem. Har hun måske ikke altid sagt, at han skulle sørge for at vælge en fra en gård? Men det skal ikke hedde sig, at farmor ikke er gæstfri, så hun står på pinde for det fremmede væsen, som så uventet er dukket op i hendes verden. Mor, der er vant til bare at gå omkring fra sted til sted, rører ikke en finger.