I det sidste digt i sin nye digtsamling, 'Konference på fremmed planet', skriver Erik Stinus: »I dag finder vi de mindste noder,/ dem som ikke står på papiret/ men er i stemmen, i strengen,/ i luften, håret, øret/ og i det lyttende hjerte./ Kom ikke med lup og kniv,/ de visner ved synet af dit store øje,/ de dør når du skærer dem ud«. Det lyttende hjerte er et nøglebegreb for denne sympatiske og sympatetiske digter; den fintmærkende indføling er hans metode, hvad enten det drejer sig om andre mennesker, naturen eller egen adfærd og bevidsthed. Metoden resulterer i to karakteristiske stiltræk: dels et meget nuanceret og distinkt anvendt ordforråd og dels en syntaks, der i sin ambition om maksimal præcision og nuancering ofte tangerer det kunstlede, fordi sætningsleddene anbringes på en temmelig aparte måde: »Kan i den elvte time ure vælge frit/ den tid som passer dem?«, hedder det f.eks. Men her er jeg naturligvis allerede i gang med den lup og den kniv, som digteren lægger afstand til (og jeg må i parentes lægge afstand til metaforen, der gør den nysgerrige nærlæsning til en dødeligt brutal handling: at nærlæse er da tværtimod at kærtegne digtets krop!).
Poetisk anatomi
Lyt til artiklen
