Med mellemrum diskuterer man, om der findes en nordisk tone i den litteratur, der bliver skrevet på vores breddegrader - og ikke mindst de nordligere. I så fald er den tone ganske mangeartet, men man hilser altid en særlig stemmeføring og miljøtegning velkommen, der relaterer sig til et sted - et sted, der ikke befinder sig inden for den i øvrigt så udmærkede angelsaksiske litteratur, der dominerer oversættelserne disse år. I denne roman fra Island, Kristin Marja Baldursdottirs 'Mågelatter', befinder vi os i 1950'erne i en mindre islandsk by. Knaphed og dyrtid, hvornår har der ikke været det på de kanter, men islandsk litteratur har aldrig haft det med for megen ynkelighed - snarere ser man en slags magisk højt humør, en tragikomik over en tilværelse, der kradser mere end rigeligt. Det gælder også for skildringen af det hus, der rummer seks kvinder fra flere generationer, heriblandt den 12-årige Agga, der udgør romanens iagttagende blik. Hun ser og hører alt, ikke mindst i smug under borde og på trapper. Hendes morfar er socialdemokrat og på havet det meste af tiden, mens kvinderne hersker helt upolitisk over dagliglivet med deres planer, fejlslagne kæresteforhold, uægte børn og forsøg på at opretholde et respektabelt liv.
1950'ernes dæmoniske kvinder
Lyt til artiklen
