Den lille troldmand

Jonathan Stroud kommer hertil (fra England) med et gevaldigt trut i forlagshornet. Ved børnebogsmessen i Bologna i april var han et stort hit, selv om han knap var færdig med første bind i den planlagte 'Bartimæustrilogi'. Det er han blevet nu. Bogen hedder 'Amuletten fra Samarkand', og den minder mig om Tony Blair.

I skrivende stund er 'Amuletten fra Samarkand' solgt til 21 lande, og det er filmrettighederne også. Hvordan går sådan noget til? Man var blevet lempet stille ud ad døren på et dansk forlag, hvis man stillede op med sådan en tale:

»Hør hér! Jeg skriver tre bøger a cirka 400 sider om en dreng, der er i troldmandslære, og som er ret dygtig. Undervejs allierer han sig med en dæmon. Det hele skal foregå i fremtiden og være lidt Orwell light-agtigt. Jeg skriver også om det politiske rænkespil. Og der er mange saftige kampscener. Jeg er kvik i replikken, og jeg har et moderne, mundret sprog. Hør her, forlægger! Stik mig et forskud på sådan et par millioner! Hvor skal jeg skrive under?«.

Det er lige den modsatte historie af den om Harry Potters mor, der sad og håndskrev i kaffepletterne på et cafébord (måske), men det er den samme sang. Og det er hendes skyld, at sådan noget kan lade sig gøre nu. 'Amuletten fra Samarkand' strøg lige ind på den engelske børnebogshitliste som nummer tre, da den udkom i forrige uge.


Her er altså den spændende - men også lidt for langtrukne - historie om Nathan på 12 år, der dyrker trolddom ved selvstudier i sit kammer, fordi hans mester er noget sløv i betrækket, og det er sandt, at han allierer sig med en dæmon, der er en sjov og virksom fætter.

Fremtidens London er beskrevet som et tåget sted, hvor folk haster gennem de regnvåde gader - ganske som i dag. Forskellen er blot, at vi er lidt inde i fremtiden, hvor magiske spindoktorer har taget helt over. Siden Gladstone har alle store politikere været store troldmænd også. Og hvis nogen kan bage rævekager, er det politikere, der samtidig er troldmænd. Det hvisler i luften, når de er sammen.

De talrige kampscener er flot beskrevet. Man hvirvles ind i slag og ild, forsvindinger og forvandlinger. Men der er lidt for mange af dem, og de er for ens. Med den rette mand ved computeren kunne der komme en gevaldig actionfilm ud af historien. Sproget er letløbende med en stærk undertone af grin. Der er velkendte numre og nye påfund. Der er fart på. Og vi tager det jo ikke så tungt, vel!?


Jonathan Stroud har valgt at se det fra den lyse side. Det bliver aldrig rigtig farligt. Det er tydeligt, at forfatteren har ment noget med at henlægge troldmændenes gerninger til regeringskontorerne. Bogen er således en velment satire over havesyge og magtbrynde.

På det nære plan fremkalder forfatteren en ensom, overkvik dreng, der historien igennem er mere vred og ærekær, end hans evner rækker til. Hvordan skabes den gode troldmand? Det kunne blive trilogiens overordnede tema.

Jonathan Strouds bog er for ældre Potterlæsere og nok mest for drenge, der ikke vil savne de manglende dybder. Historien er i øvrigt forsynet med mange sjove og småpedantiske fodnoter.

'Amuletten fra Samarkand' har mange fætre på den internationale bogscene. Én af dem, der ligner, er Eoin Colfer, der har skrevet de gæve bøger om ungdomsforbryderen Artemis Fowl (solgt til 18 lande). De er kommet på dansk også og har vist solgt fortjent godt.

Og Tony Blair!? Det er blot en association, fordi Stroud kommer fra England, fordi bogen foregår i London blandt politikere, og fordi selve produktet er så hamrende renskuret, velsmurt og tappert smilende.