Lige siden Platon forstødte digterne fra den ideelle, filosofstyrede Stat, og Aristoteles køligt klassificerede digtningens elementer og regler, har filosofien været lykkeligt ubesmittet af fortællingens og fantasiens beskidte og upålidelige koglerier. Til venstre har vi begreber, fornuft, sandhed, logik; til højre derimod billeder, fantasi, fiktion, fantasmer - og de tvende skal aldrig mødes. Desværre for de filosoffer, der insisterer på filosofiens absolutte renhed, og de digtere, der foragter tanketung klodsethed, har der siden Aristoteles' dage været gjort talrige forsøg på at formæle og sammenbinde tanke og krop, fantasi og begreb, i mere eller mindre klogsmukke og fascinerende bastardtekster. Således også med den navnkundige professor på Handelshøjskolen Ole Fogh Kirkeby, der i sine hidtidige akademiske arbejder har flirtet med en poetisk vidtløftighed, som vist ikke alle hans filosofiske kolleger ubetinget har kunnet billige, endsige forstå. Glimtende fabler Nu har den 57-årige professor imidlertid modigt besluttet sig for at debutere, at tage skridtet fuldt ud, og det sker med en samling små, korte 'Filosofiske fortællinger'. Og de er forbløffende gode: Man kunne have frygtet en lidt anstrengt tankepoesi, hvor den poetiske hest var spændt for den filosofiske vogn, men tværtimod lyser og glimter alle sytten små fabler af en helt uanstrengt og egenartet sammenfletning af filosofiens og poesiens toner. Fogh Kirkeby, der her er i selskab med Borges, men som gudskelov ikke lyder som en dårlig kopi af ham, har et virkelig mærkbart fortælle- og skrivetalent; vi flyver og fløjter af sted fra skonnerten 'Silesius', hvor alle døde natten mellem 12. og 13. august, undtagen bådsmanden Adermann, til historien om den gamle papegøje, Immanuel Kant købte på Bornholm i 1791, til urfabrikken, hvor neandertaleren Rodion i 50.000 år har sublim sex med sin homo sapiens Sonja, for slet ikke at tale om nomadeforskeren Thornby, eller er det Lipps, der bakser med dobbeltgængerens problem, frem til historien om Schopenhauers sidste dødsøjeblik, hvor hans lille mops slikker ham om munden, og til beretningen om 'Luftkastellet', et fantastisk, hidtil ukendt billede af Velazquez, der på umulig vis afbilder selve tiden og dens gang. Store temaer Man mærker Fogh Kirkebys tydelige forkærlighed for den jødiske kabbala, for 1500-tals filosofferne Nicolaus Cusanus og Giordano Bruno (der begge virtuost dyrkede den poetiske tankes stil), for Heidegger og Schopenhauer, samtidig med at man mere end aner ekkoerne af Borges, Calvino, Villy Sørensen, Maupassant med flere på den litterære side af hegnet. Temaerne er store: tidens og dødens problem, rummet og stedet, mening og uendelighed, sanselighed og musik, retfærdighed og skæbne ... men de filtreres alle gennem disse sytten små tragter af let og hvirvlende tankemusik. Dermed får vi ikke en mand, der sætter sig mellem to stole og taber det hele på gulvet, men derimod en række små og fine tekster, der i sig kombinerer det bedste af to verdener: tankevækkende idéstof forenet med erfaringens formende lidenskab. Det er forbavsende godt gjort, og man kan kun applaudere Fogh Kirkebys sene, men fine debut, og tilføje et uretfærdigt, men venligt ment: Gid han havde gjort det noget før.