0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den sociale forhammer

Der mangler noget musik i Linda Lassens sorte bog om Stine.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For nogle år siden havde socialrådgiverne et slogan, der lød 'Din sorg er min sorg'. Det virker jo umiddelbart besnærende, men holder vist ikke i det virkelige liv.

Især ikke i børnebøger. Linda Lassen, der er psykolog, plejer at kunne tæmme sin indre sagsbehandler bl.a. med humor.

Det lykkes afgjort ikke i 'Flaskeposten', der er en historie for store børn og yngre unge. Der er heller ikke noget at grine af.

Til Island på afvænning
Stines familie er i opløsning. Mor drikker. Lillesøster tisser i bukserne. Storebror er begyndt at gå sine egne veje. Han er vist på vej ud i noget snavs.

Siden Stines far skred - fordi mor drikker - er det gået ned ad bakke. Men så sker der noget! En sommerdag smed Stine i desperation en flaskepost i vandet.

Nu kommer der svar fra Island, og det er netop derop, Stine ønsker sin mor, fordi de har så gode resultater med at afvænne øldrikkere.

Det har hun læst. Og derfor samler Stine penge ind til rejsen, indtil mor hugger dem og går på druk.

Ondt i maven
Men flaskeposten bringer glæde. Modtageren er en pige på hendes egen alder med egen hest. Hun har også problemer. De to piger begynder at skrive mere og mere åbenhjertigt til hinanden.

Alt er godt, indtil den snavsede storebror tørt bemærker, at det er underligt, at der ikke er frimærker på brevene fra Island.

Man får ondt i maven med Stine, der holder sammen på det hele. Man får åndenød og krampe i hænder og hjerte over alle de bolde, der skal holdes i luften på én gang. Kommunen er også begyndt at røre på sig.

Ægte tragedie
Det er bogens bedste del, hvis man ellers har nerver til det, hvor Linda Lassen med sit tørre sprog kryber helt ind under pels og parader på en snart 12-årig, der er blevet alt for gammel alt for hurtigt. Hver dag er et helvede at skulle igennem med alle de roller, der skal spilles. Over for mor, over for kammerater, lærere og en emsig nabo.

Telefonen og rudekuverten kræver også opmærksomhed. Det hele er fortalt så sort og trist. Den sociale forhammer svinges, så læseren går i gulvet af sorg og besvimer i stedet for at blive klogere.

Stines historie er en ægte tragedie. Ingen tvivl om det. Men fortælleren mangler overskud til at stoppe op en gang imellem og sige: »Så ta'r vi en sang, piger!«. Den måtte godt være sørgelig.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce