To i sig selv udmærkede ting, der oprindelig opstod helt uafhængigt af hinanden, synes ikke desto mindre at have konspireret om at frembringe et overflødigt produkt. På den ene side skrev engelske Nick Hornby op gennem 1990'erne en række fremragende, vittige og skarpe satirer, der som en central ting involverede fremstillingen af yngre mænds kæreste- og karriereproblemer, garneret med øl, rockmusik og fodbold. På den anden side fostrede Århus og opland op gennem sen-90'erne et antal søde, flinke og stræbsomme unge mænd, der så gerne ville skrive om kæresteproblemer, øl, rockmusik og fodbold. Løsningen lå lige for: De århusianske ungersvende begyndte at skrive vittige, sørgmuntre og sympatiske romaner a la Hornby, om århusianske ungersvendes kæresteproblemer, garneret med øl, rockmusik og fodbold. Eneste problem? At Hornbykopierne ganske enkelt ikke er nær så gode som mesterens autentiske værker. Hjerteskærende kikset Således også med Jacob Weinreichs helt-efter-bogen sympatiske, lette og nuttede roman (i øvrigt erklæret 'inspireret' af Hornby) om unge Kristian Lundbys kvababbelser med livet, karrieren og kvinderne. Kristian fumler rundt med tingene, han er i et halvhjertet forhold med Louise, han er fanatisk fan af Neil Young, han er ikke kommet i gang med en uddannelse, men er ifølge eget udsagn hele tiden lige på nippet til at producere den store dokumentarfilm om samme Young. Vi følger vor helt til Norwich, til New York (på forgæves og forkludret jagt efter den store kærlighed), i Århus, til Roskilde Festival. Kristian er hjerteskærende kikset og nørdet, som det hed i 80'erne, affyrer hvide nødløgne og livsløgne på samlebånd, men han er elementært god nok, han famler bare rundt og kan ikke rigtig finde ud af, hvem han er, og hvad han skal stille op med sig selv og med kærligheden. Til slut finder han den formentlig, ja snubler nærmest over den ved et tilfælde, og så er der ikke mere for den 25-øre. Velfriseret Weinreich skriver jævnt pænt og godt, overdriver på den rette, søde og smilfremkaldende måde, scener, dialoger og figurer står såmænd også klart nok. Men hvad skal det nytte, som de radikale engang i anden sammenhæng spurgte. Man fornemmer ikke just noget brændende behov for, at verden skal begaves med endnu en velfriseret og artig Hornbykopi. Men nu er den der, og så er stakken med overfloden af overflødige kopier da vokset en anelse.