Et af de ældste set-ups i spændings- og kriminallitteraturen består i at lukke en gruppe mennesker inde et sted, de kun vanskeligt kan slippe væk fra. Så har forfatteren en masse gode kort på hånden, for er folk lukket/spærret inde, har dæmonerne frit spil, og alverdens mystiske hændelser - herunder gode mord - kan iværksættes. Agatha Christie brugte det engelske herresæde, Umberto Eco klosteret, og det er også klosteret, der er rammen for Joanne Harris' seneste roman, 'Hellige tåber'. Utroværdig hedenskab Vi er tilbage i begyndelsen af 1600-tallet i Frankrig, og i det lille, fra verden afsondrede, kloster med det smukke navn Sainte Marie-de-la-mer bor en ung kvinde med sin femårige datter. Hun har udgivet sig for at være enke og har søgt og fået ly for verden i klosteret. Her føler hun sig tryg og resigneret glad, selv om hun ikke tror på det, søstrene tror på. Hun erklærer sig selv for at være hedensk. Det giver hende en frihed og et åndeligt overskud, der gør hende stærk, men som ikke virker synderlig troværdigt tidsrammen taget i betragtning. Gøglere og trylletricks Freden varer heller ikke ved, for som hun siger: »... fortiden er en snedig sygdom. Den kan komme med et vindpust, med lyden af en fløjte, med en dansers fødder«. Og det er netop det, der sker. Juliette eller Soeur Auguste - det må være for at opretholde en særlig fransk tone, at hun ikke er en 'søster' - bliver indhentet af den fortid, hun mente, hun havde lagt bag sig, da en gøglertrup besøger klosteret. Denne hendes fortid har været højdramatisk. Hun har nemlig selv været gøgler og har brændt sig på en mand, kaldet Solsorten, som har forrådt hende og de andre i gøglertruppen, og det er netop ham, hun ser i et glimt denne dag - og fra da af er det slut med den fredelige, arbejdsomme tilværelse i det venlige kloster, hvor man har 'glemt' de oprindelige, strenge ordensregler. Sådan bliver det ikke ved med at være, for kort tid efter dukker Solsorten op i forklædning af præst, og han får takket være en ny, ung, uprøvet abbedisse myndighed over søstrene, herunder også over Juliette, og så er der lagt op til en kamp mellem de to, der kan så mange trylletricks, at de andre beboere i klosteret bliver hjælpeløse ofre. Slap spænding Historien berettes hovedsagelig af Juliette/Soeur Auguste, men også Solsorten fortæller, han afslører over for læseren nogle af sine planer, og anmelderen synes, dette slækker den spændingsbue, som bliver opbygget i romanens første del. Men måske ville hans bevæggrunde til at optræde som præst ikke være blevet afsløret, hvis han ikke også selv havde grebet pennen. Forfatteren Joanne Harris er flittig, idet hun siden 1999, hvor hun brød igennem med romanen 'Chokolade', der også blev en smuk succes som film, har udsendt en roman næsten hvert år, og det er, som om det i denne ombæring er gået en anelse for hurtigt. Det burde have været muligt at få belyst Solsortens motiver på anden vis end gennem hans egen fortælling. Der bliver for lidt at grunde over for læseren. Men en sensommerdag i en liggestol i parasollens skygge er romanen rar at sidde med, men længere rækker den heller ikke.