Hvornår denne vrede ligesom var flyttet ind i hende vidste hun godt«, lyder det besværgende i denne Marlene Nedergaards første udgivelse siden 1988. En på én gang rablende og ramsaltet kortprosafortælling om kvinden Rose Stjernefeldt og hendes (fraværende) elskede. Ordbrokker og weekendsex Deraf teksternes adelsmærke: en afsindig, formørket vrede af tragikomisk tilsnit, der efterhånden er blevet lidt hævngerrig i kanten og lidt mølædt i logikken. Rettet mod Hr. Elsker, der skred tilbage til kone og weekendsex, og hvad Rose S. ellers kan fremmane fra sin lejlighed på randen af tilværelsen. Ordbrokker og galoperende associationskæder fra dette sammenstyrtede liv gør det mestendels ud for handling, og det kan man dårligt begræde. Malplaceret For prosastykkernes selvskrevne styrke er så åbenlyst deres særegne fragmentariske flow af absurditet og kulsort humor, der får én til at trække på smilebåndet uden helt at vide, om man faktisk er med eller ude i hampen sammen med en vis Rose S. Af samme grund lever man da også med Nedergaards forkærlighed for lange gentagelser og gentagelser af det samme og det samme. Også selv om staccatopræget indimellem sætter teksterne aldeles i tomgang. Til gengæld lever man knap så fint med handlingsfragmenterne, der skæmmes så afgørende af Nedergaards taktfaste flirten med hjerte-rimer-på-smerte-møder-ungdomsweltschmerz, at man lidt for tydeligt kan se Doktor Frank løbe over kornmarken med Prozac-Elizabeth Wurtzel ved hånden. Det lyder måske meget camp, men det er mest bare malplaceret. Som et romanblad skrevet på syre. Ærgerligt, når nu Nedergaard har talentet for det rendyrkede, absurde vanvid lige ved hånden.