Skal man dømme efter Marie Claires, Elle Girls og Cosmopolitans anmeldelser samt godt hundrede rødøjede læseres lovord på Amazon.com (og det skal man ikke, men lad os bare begynde lidt upbeat), er den 22-årige skødehund af en irsk premiereministerdatter, Cecelia Aherns murstensdebut, 'PS: Jeg elsker dig!', en fænomenalt svungen skumtop på de seneste års bølge af såkaldt chic-lit. En tåreperser, der kan få enhver kvinde til at glide hulkende ned ad rækværket på Broerne i Madison County, efterhånden som historien skrider frem om den 30-årige Hollys kamp for at få sit liv tilbage, da husbonden, Gerry, dør af en hjernesvulst. Diamantbesat glamlitteratur Og en tåreperser, der både står til oversættelse til seksogtyve sprog og snarlig filmatisering, ligesom et amerikansk forlag har købt rettighederne til Aherns tre næste udgivelser for et millionforskud. Så enhver chic-lit-aholic i quarter life crisis forventes nu at køre dankortet og kleenexpakken i stilling, som segmentet unægtelig har gjort siden den diamantbesatte glamlitteraturs indtog i 1980'erne. Den kiksede heltinde Jackie Collins og Judith Krantz vil dog utvivlsomt være lutter lemon expression i mødet med genrens nye galionsfigur. Den kiksede heltinde, som enhver, der har grinet ad sig selv, forventes at kunne identificere sig med, imens hun falder over sine ubetalte regninger, velmenende veninder og slapstick-kiksere helt frem til Målet, Manden. Vi mødte hende første gang, da Helen Fielding pustede liv i Bridget Jones, siden da Rebecca Wells afslørede Ya Ya Sisterhoods hemmeligheder, og da Marian Keyes gjorde sushi til hofspise blandt den linde strøm af arvtagere til den lyserøde trone. Sandsynligvis købt på afbetaling. Mest kendt er Sophie Kinsellas endeløse serie om shopaholic'en Becky Bloomwood og Emma McLaughlins 'The Nanny Diaries', mens Lauren Weisbergers 'The Devil Wears Prada' om ikke andet udviser talent for interessante titler. Pubertær fortællestemme Det mindst interessante ved Cecelia Ahern er så afgjort hendes talent for at skrive. Med et ordforråd som en gennemsnitlig 12-årig og en fortællestemme så pubertært skinger, at man oprigtigt tvivler på Hollys mentale alder, indsmører Ahern siderne i en klæg omgang nutella. Af mænd med funklende øjne og stærke Rescue 911-arme og kvinder, der enten mærker hjertet springe et slag over, ville eje millioner, hvis tårer var guld, eller klukler sig igennem evindelige 'ih'er og 'åh'er. Bedre bliver det selvsagt ikke af en oversættelse på staveplader, der foruden køen af sproglige ukorrektheder excellerer i verbet 'at køre', til man føler en ubændig trang til at råbe til oversætteren, at det hedder 'at lade fingrene løbe igennem' de bløde krøller. For helvede. Hetero-lykkeligt hav Interessant, om end højtlydt foruroligende, er til gengæld romanens clou, der angiveligt udløser kvindernes samlede hylekor og jubelskrig verden over. F.eks. på Amazon.com: »Min kæreste sad ved siden af mig i sofaen og så bekymret ud, imens jeg lo gennem tårer og snot. Det ene øjeblik græd jeg (ikke snøftede ... jeg mener virkelig græd, hulkede faktisk), og det næste lo jeg højt«. Clouet er, at den omsorgsfulde Gerry har formået at forfatte tolv små, blå breve med instrukser til Holly, der ved at åbne ét om måneden »ikke behøvede at bekymre sig om alle de store beslutninger, dem havde Gerry allerede taget for hende«. Fra udsmidning at Gerrys ting til tøseferie til nyt marketingjob til ... Ja, med tanke på, hvor ukritisk Cecelia Ahern fremstiller Holly som en ufortøjet jolle midt i et uendeligt stort, hetero-lykkeligt hav af synkroniserede kærestepar, brudepar og forældrepar, vil Gerry næppe blive den sidste mand i kongerækken. Klistrer og mætter som candyfloss Med lidt velgørende distance kunne Ahern have leveret en frigørende parodi på fuldendt ægteskabelig sovepude anno 2004, men i stedet tvangsmader hun kvinder med 1950'ernes sødsuppe om Kvinden, der har brug for førerhunden Manden for at bevæge sig ud i verden. Når denne historie rammer en guldåre, også i dag, får man unægtelig den tanke, at romanens mange læsere i virkeligheden tragter efter Gerrys mandlige omsorg. Ganske som det formodentlig var tilfældet for den ene million kvinder, der ifølge Time Out lod den legendariske solariemand med spædbarnet i armene pryde væggene op gennem 1980'erne. For begge giver åbenlyst kvinder mulighed for at identificere sig med det hjælpeløse barn, der får Mandens fulde opmærksomhed, og blot må man spørge sig selv, om tidens unge kvinder kan være tjent med en identifikationsfigur, der klistrer til fingrene som candyfloss - og utvivlsomt mætter lige så dårligt.