Det var tegneren Ursula Seeberg, der fik de danske skolebibliotekarers børnebogspris i år. Det er udtryk for respekten for billedsiden, en sund dømmekraft og (små)folkelig forståelse. Jordnære tegninger Ursula Seeberg tegner nemlig noget, der ligner, til akkompagnement af kendte kulører. Og hendes personer bliver på jorden. Den moderne tegnestil med himmelspjæt og pjank tilsat sære farver, bliver sjældent vinder af noget dér, hvor godtfolk selv kan stemme. Det er der flere eksempler på. Naturlyrisk realisme Jamen, så er hun da nok lidt kedelig hende Ursula Seeberg, hvis hun aldrig letter? Slet ikke! Tegneren letter på sin egen måde i en stil, der er gået fra hårdkogt realisme i stenalderen til dette års store hyldest til frihed, moderat svæv og hopsasa i historien om en dansk vildgris. 'Sus - den fagre so' er ikke nogen glad bog, fordi dyret er i gang med Mission Impossible, men man kan opleve en tegner, der hamrer figuren ned på papiret, så det hele hopper og dirrer, med saft og kraft, poesi og indædt farvelægning. Ursula Seebergs naturlyriske realisme er udvidet og finpudset gennem årene. Det er flot at se en billedkunstner, der arbejder så bevidst og målrettet hen mod at finde sit sprog. Mandehørm I anledning af skolebibliotekarernes pris har Gyldendal genudgivet 'Da manden skulle passe huset' (2001) i ny forklædning. Det er nu blevet en flot og helstøbt billedbog, hvor Ursula Seeberg er på toppen i sin omgang med folkeeventyret i hårdkogte billeder a la senmiddelalder og bondeland. Der bliver givet og taget. Dyr ligner dyr, og mænd ligner mænd. Det er nemlig den gamle historie om mandehørm, og hvor svært det er at bytte job. Da konen kommer syngende hjem fra marken om aftenen, hænger manden inde i skorstenen med hovedet nedad. Han lettede.