Lars R. Stadils roman 'Almindelige dødelige' er en underlig sag. Langt hen ad vejen er den ualmindeligt irriterende. Som læser bliver man bedt om at krybe ind i hovedet på tre meget forskellige personer: En ung studerende, hans farfar, som skrev dagbog, mens han sejlede i Østen som ung, og en præstekone, som er led og ked af sin mand og sine voksne børn. Filosofisk tvangsfodring Derved adskiller romanen sig ikke specielt fra mange andre romaner med flere spor. Det kunne godt tegne godt. Men sproget! Vi skal vist tilbage til 1930'erne, før en studerende vil tænke om en jævnaldrende pige, at hun er en »kernesund, skandinavisk pige på 24 somre« og glæde sig over hendes »rosenkinder«. Der hviler en em af tunge gamle dage over fortællerstemmen, og dertil føles hver person, som om han eller hun er blevet tvangsfodret med filosofi. Ja, altså bortset fra præstekonen, som mest har forspist sig på 'Kyrie Eleison' og diverse bibelstumper. Den forsvundne historie Så bøvs dog, får man lyst til at råbe til personerne, og find et leje, der svarer til, hvordan moderne mennesker taler, tænker og skriver. Så ville historien nemlig begynde at dukke ud fra omstændelighedens tåger, historien, som handler om en vidt forgrenet jysk familie, om fødsel og død, sex og kærlighed, tro og videnskab og om, hvad man gør, når man finder ud af, at fortiden var anderledes, end man troede. Hen imod slutningen aftager fortællingens manierede stil til fordel for handlingen, og selv om det aldrig bliver direkte fremragende, begynder man at leve med. Uelegant boldspil Tilbage står så spørgsmålet, om alle de irriterende elementer er anbragt med vilje, som en slags Verfremdung, eller om de blot skyldes, at bogen ikke er kæmmet ordentligt igennem for fejl og usandsynligheder (bolle-å i 1936, mobiltelefoni på hospitalet, koncertanmeldelser morgenen efter en fremførelse) og derefter skrevet igennem en gang til. Lars R. Stadil vil mange ting på én gang i denne sin femte roman, men får ikke smidt sine mange bolde særligt elegant. Når det gnistrer, er det især i de detaljer, der går tæt på hans personer som almindelige mennesker, som f.eks. når præstekonen ironisk kalder gylle for »Ikasts ædleste eksportvare«. Henvisningerne til Rousseaus opdragelsesmetoder er også kostelig læsning, så der er gode øjeblikke i romanen. Men der er dæleme langt imellem dem.