Over there går Sue Monk Kidds historiemættede og tårerejsende sydstatsroman som ovnvarmt brød med tandsmør, og efter at have guffet den i sig og sunket et par klumper må man nødvendigvis sende anbefalingen videre. For 'Biernes hemmelige liv' må være enhver ferie- og fritidsafdelings bedste bud på en læseværdig smil gennem tårer-roman. Til de mange, der (som denne anmelder) glæder sig til hver eneste genudsendelse af 'Farven Lilla'. Denne roman er ganske vist ikke på højde med Alice Walkers, men den befinder sig absolut et pænt stykke over det gennemsnitligt medrivende. Simpel skabelon Historien tager dog vel rigeligt tilløb på en stillestående ferskenfarm i South Carolina anno 1964. Fortalt af den hvide 14-års pige Lily Owens, der som lille kom for skade at skyde sin mor ved et uheld og siden har levet med, at skylden, savnet og den grusomme far, alias T. Ray, aldrig er mere end et håndkantsslag borte. Med tak til forsynet kan Lily dog læne sig mod sin afroamerikanske barnepige, den obligatorisk hjertevarme Rosaleen, og man aner vel, at personerne er tegnet efter cowboyfilmenes simple skabelon 'you can tell they're good guys, 'cause they all wear white hats'. Det kan man enten elske eller hade, men sandsynligvis glemmer man begge dele, når handlingen for alvor får sus i skørterne. Tilsværtet helgenbillede Det sker, da Rosaleen uretmæssigt fængsles, Lily på eklatant urealistisk vis befrier hende, og de sammen stikker af til byen Tiburon. Dét navn, Lilys mor har nedfældet bag på et billede af en sort Maria, der vel fremme viser sig identisk med billedet på byens honningkrukker. Fremstillet i en pink biavlervilla beboet af de tre afroamerikanske søstre May, June og August, hvis navne overtydeligt henviser til den hede sommers gang i romanen. Man behøver næppe miss Marple for at regne ud, at Lily og Rosaleen finder hjerte- og husrum hos de tre kvinder, og ej heller overrumpler det sandsynligvis nogen, at de viser sig at vide langt mere om Lilys mor, end Lily selv gør. Oplysninger, der i sidste ende trækker tæppet aldeles væk under det helgenbillede af moderen, som Lily har brugt sit liv på at bygge op. Mistet og genfunden kærlighed Endskønt handlingsbrikkerne så afgjort passer lidt for godt ind i hinanden og tilmed akkompagneres af en svært symboltung understrøm, må man dog mestendels læse indtaget videre. Måske fordi forfatterinden forstår at stramme den følelsesmæssige spænding til bristepunktet, før hun lader vishedens tårer springe i en række hjerteskærende scener. Med storladne strygere og bævende underlæber. Eller måske fordi portrættet af den unge Lily med tiden folder sig ud i en mangestemmig fortælling om mistet og genfunden kærlighed, der nok er amerikansk, men så afgjort i ordets bedste og mest underholdende betydning.