For tyve år siden skrev Bjarne Reuter sin berømte historie om Brians far, der henter Benny i børnehaven uden at opdage, at det er 'Det forkerte barn'. Nu fortæller Erik Barfoed, at det bliver værre på fritidshjemmet. Her glemmer nogle forældre helt at hente deres barn, så 'August går i glemmebogen'. Det vil sige, at han går i aktion. Alt sammen for venskabs skyld. Venneløs verden Det er ren Kafka på fritteren, da August og Omar opdager, at Theo er blevet glemt. Pædagogerne gider ikke høre om det. Så der er ikke anden udvej, end at de selv må lade sig glemme. De oplever en nat i institutionen, og de falder igennem kosteskabet ind til en verden af glemsel og venneløshed. Alt sammen styret af den sultne krokodille, som ellers plejer at lure neden under Augusts egen seng. Vemodig blues De mindre onde skabninger hedder glemslinger og er forklædt som sardindåser (m.m.). Allerfarligst er kampkommoderne, der klaprer med skuffer og hamrer med hængsler. Der er trykket på alle sindets tangenter i dette moderne eventyr, som sprudler af opfindsomhed og mærkbar fortælleglæde. Det er det vigtigste. 'August går i glemmebogen' er ikke et kampskrift mod institutionalisering eller børnefamiliers trange kår. Det er snarere en lidt vemodig blues over, at venskabers bånd er blevet tyndere, fordi der er så meget kunstig flimmer i luften. Musik og hittepåsomhed I glemslens land hersker en hektisk stemning, men her er heller ingen glæde, selv om man smovser i forlagte indkøbsposer, paraplyer - og nu også et barn. Undervejs møder August sin kære afdøde hund, og børnene får husly hos gamle Alfred, der også er blevet glemt. Det er måske historiens mest indlysende svaghed, at landet bag ved kosteskabet rummer for meget. Her er både dødsrige, glemmekasse, rodebutik, ængstelser og så endelig en kampplads for den ædle sport at besejre (sine) monstre. Man kløjes lidt i selve hensigten med historien. Som det vil være bekendt er Erik Barfoed ikke nogen helt almindelig debutant. Han er selv (nybagt) chef for børnebogsdelen hos Aschehoug, men udsender dog klogelig sin bog på et konkurrerende forlag. Erik Barfoed har musik i sproget. Han kan skrive en dialog, der rykker. Og hittepåsomheden fejler ikke noget. Hvorfor lige sardindåser? Den lidt bløde (forfatter)mand trænger blot til et gok af sin egen kommodeskuffe.