0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pas på kampkommoderne

Erik Barfoed rapporterer fra glemmeland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For tyve år siden skrev Bjarne Reuter sin berømte historie om Brians far, der henter Benny i børnehaven uden at opdage, at det er 'Det forkerte barn'.

Nu fortæller Erik Barfoed, at det bliver værre på fritidshjemmet.

Her glemmer nogle forældre helt at hente deres barn, så 'August går i glemmebogen'. Det vil sige, at han går i aktion. Alt sammen for venskabs skyld.

Venneløs verden
Det er ren Kafka på fritteren, da August og Omar opdager, at Theo er blevet glemt.

Pædagogerne gider ikke høre om det. Så der er ikke anden udvej, end at de selv må lade sig glemme.

De oplever en nat i institutionen, og de falder igennem kosteskabet ind til en verden af glemsel og venneløshed.

Alt sammen styret af den sultne krokodille, som ellers plejer at lure neden under Augusts egen seng.

Vemodig blues
De mindre onde skabninger hedder glemslinger og er forklædt som sardindåser (m.m.).

Allerfarligst er kampkommoderne, der klaprer med skuffer og hamrer med hængsler. Der er trykket på alle sindets tangenter i dette moderne eventyr, som sprudler af opfindsomhed og mærkbar fortælleglæde. Det er det vigtigste.

'August går i glemmebogen' er ikke et kampskrift mod institutionalisering eller børnefamiliers trange kår. Det er snarere en lidt vemodig blues over, at venskabers bånd er blevet tyndere, fordi der er så meget kunstig flimmer i luften.

Musik og hittepåsomhed
I glemslens land hersker en hektisk stemning, men her er heller ingen glæde, selv om man smovser i forlagte indkøbsposer, paraplyer - og nu også et barn. Undervejs møder August sin kære afdøde hund, og børnene får husly hos gamle Alfred, der også er blevet glemt.

Det er måske historiens mest indlysende svaghed, at landet bag ved kosteskabet rummer for meget. Her er både dødsrige, glemmekasse, rodebutik, ængstelser og så endelig en kampplads for den ædle sport at besejre (sine) monstre. Man kløjes lidt i selve hensigten med historien.

Som det vil være bekendt er Erik Barfoed ikke nogen helt almindelig debutant. Han er selv (nybagt) chef for børnebogsdelen hos Aschehoug, men udsender dog klogelig sin bog på et konkurrerende forlag.

Erik Barfoed har musik i sproget. Han kan skrive en dialog, der rykker. Og hittepåsomheden fejler ikke noget. Hvorfor lige sardindåser? Den lidt bløde (forfatter)mand trænger blot til et gok af sin egen kommodeskuffe.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce